Ny naturpark indviet: Kom tæt på naturen under Lillebælts vand

Syv nye naturparker er dukket op i det danske landskab. Nyeste er Lillebælt, der åbner i dag.

I den nye Naturpark Lillebælt er der oplevelser både over og under vandet. (Foto: Jesper Bak © dr)

I dag bliver Danmarks nye og største naturpark fejret af både politikere, erhvervsfolk og skolebørn. Det gør den, fordi Friluftsrådet har godkendt Naturpark Lillebælt som naturpark.

Parken byder gæsterne på en lang række oplevelser både over og under vandet. Faktisk er de fleste oplevelser gemt under vandet, men parken skal gøre dem tilgængelige - også uden man får våde fødder. Andre kræver en tur i bæltet, blandt andet er der anlagt en snorklesti.

Lyt til marsvinene

- Der er allerede dykkere, der er en snorklesti, og vi har fået sat en lyttepost op, så man kan høre marsvinene, når de sender klik-lyde ud. Det er helt fantastisk, fortæller en begejstret Peter Storm. Han er byrådsmedlem i Middelfart (S) og med i naturparkens bestyrelse.

På åbningsdagen stævnede formanden for Bælternes Fiskeriforening Allan Buch ud med sin lille fiskekutter for at tømme sine net. Heldigvis var der en del skrubber i nettene, som børn fra Christiansfeld Skole skulle tilberede over bål.

Fiskerne er også med i samarbejdet om naturparken. Selvom de ikke umiddelbart har stor interesse i at få forstyrret deres levebrød.

- Vi vil gerne være med til at præge de ting, der foregår på vandet. Der er mange interesser, og så er det rart at sidde med ved bordet, siger Allan Buch.

Han ser også den nye naturpark som en ny mulighed for at afsætte sine fisk, for en af aktiviteterne i naturparken er nemlig at 'spise Lillebælt'.

Tjek din egen baghave ud

Naturparken er åben for alle, men har som en særlig mission at gøre opmærksom på den natur, der findes i ens egen baghave, siger formanden for parken.

- Vi bor midt i et supergodt naturområde, hvor vi har nogle fede oplevelser, som man ikke behøver rejse langt for at få, siger Eea Vestergaard.

Naturparkerne er oprettet efter tysk forbillede, og Naturpark Lillebælt er den syvende i rækken. Parkerne er blevet til i et samarbejde mellem Friluftsrådet, lokale myndigheder og interesseorganisationer. Og Naturpark Lillebælt er ikke den sidste.

- Vi satser på 20. Det tror jeg på, vi når, siger formanden for Danske Naturparkers Nationalkomite, Flemming Larsen.