Ny rekord: Tre millioner er fløjet ud fra Billund Lufthavn i år

Billund Lufthavn rundede i går passager nummer tre million i 2016. Det er ny passagerrekord.

Det er 52 år siden, Billund Lufthavn åbnede. I snit har lufthavnen haft 158 passagerer om dagen siden den spæde start i 1964. (© meiselPICTURES)

I aftes fejrede Billund Lufthavn, at tre millioner passagerer har taget passet i hånden, smidt taskerne på båndet og rejst ud i verden fra lige netop deres landingsbane i år.

Det blev to-årige Milia fra Aarhus, der var på sit livs første flyvetur, som blev passager nummer 3.000.000.

Det var stort for hende, og det kan også blive stort for Billund Lufthavn, der sagtens stige mod langt højere luftlag. Det siger redaktør for luftfartshjemmesiden Check-in.dk Andreas Krog.

- Der er ingen tvivl om, at man godt kan komme endnu højere op - omkring fire millioner og højere. Men der er selvfølgelig et naturligt loft i, hvor mange der bor på Fyn og i Jylland, siger han.

Men selvom Billund lufthavn i går rundede en milepæl, er der faktisk en risiko for, at lufthavnen lukker og slukker. Det mener i hvert fald Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V).

Hans partifæller i Venstre vil gerne have privatiseret Billund Lufthavn, og det vil ende med at gå galt, siger Jørn Pedersen, der også sidder i lufthavnens bestyrelse sammen med borgmestrene fra de syv andre kommuner, der ejer lufthavnen.

- Hvis der kom én ind og fik majoriteten, er der jo risiko for, at vedkommende køber den for at sælge den til fx Københavns Lufthavn, som derefter vil nedlægge den eller neddrosle aktiviteten, siger han.

Netop derfor må kommunerne ikke løsne grebet om lufthavnen.

- Det er så vigtigt, at denne her udvikling forsætter. Jeg kan slet ikke forestille mig, at kommuner skulle slippe majoriteten, siger Jørn Pedersen.

Også Aalborg Lufthavn har klaret sig godt. Den når i år op på omkring 1.500.000 passagerer. Det er til gengæld langt tættere på loftet for, hvor meget den kan vokse, mener Andreas Krog, redaktør på Checkin.dk.

- Optageområdet i Billund er langt større end i Aalborg, fordi Aalborg er placeret oppe i et hjørne af Jylland. Det samme med Aarhus Lufthavn - den er slet ikke på samme niveau som i Billund, siger Andreas Krog.

Han mener derfor, at den største konkurrent til Billund Lufthavn, er lufthavnen i Hamborg.

Facebook
Twitter