Otte kilo om året: Vi elsker vores slik

Danskerne er snart europamestre i slikspisning, viser ny statistik. Vi elsker at hygge os, og her hører slik og søde sager naturligt med, siger forsker.

Der er fredagsslik, lørdagsslik og lidt søndagsslik. Og så er der mandags-, tirsdags-, onsdags- og torsdagsslik… Jo, danskerne elsker slik!

Faktisk elsker vi det så meget, at hver eneste af os i gennemsnit spiser godt fem vingummier eller lakridser i hver dag.  Det vokser til en bunke på otte kilo slik om året, skriver medievirksomheden Zetland.

Det er dobbelt så meget som gennemsnittet i EU - og faktisk er det kun finnerne, der overgår os i at guffe søde sager.

Danskerne hygger sig med noget sødt i munden

Og danskere i slikbutikken I Love It i Vejle kan godt genkende sig selv i de tal:

- Vi prøver på at holde det til fredag aften - til Disneysjov. Det er nok en dansk tradition, at man skal hygge sig ved at putte noget munden, siger Lone Jensen.

Hendes mand, Torben Jensen, kan godt forstå, at danskerne er blandt de mest sliksyge i Europa:

- Det ville faktisk undre mig, hvis vi ikke havde været helt deroppe i toppen, siger han.

Hyggen og frirummet er vigtigt

Trangen til sliksagerne kommer, fordi vi elsker at hygge og skabe frirum for os selv. Det siger antropolog og forsker i hygge, Jeppe Linnet:

- Slik er noget, vi belønner os selv med. Vi køber ind til det, når vi skal være sammen med andre, så vi sammen kan slippe tøjlerne lidt fra hverdagen, siger han til P4 Trekanten.

Når vi spiser slik, vender vi ryggen til alle de gode og velmente råd om, hvad vi skal spise og gøre, og hvordan vi skal opføre os i hverdagen:

- Danskerne er ikke specielt glade for at blive styret hele tiden. Vi sætter pris på indimellem at være udisciplineret, og her markerer slik et frirum og en belønning, siger Jeppe Linnet.

Der går ikke hul i en ren tand

Freddy Sloth-Lisbjerg er tandlæge i Kolding og formand for Tandlægeforeningen.

Han er knap så begejstret for den hyppige slikspisning, som han især ser hos unge mænd. Til dem - og til alle andre - har han mindst ét godt råd:

- Det allervigtigste er jo, at børste sine tænder to gange dagligt, for der går ikke hul i en ren tand, siger Freddy Sloth-Lisbjerg

Prognoser fra den europæiske brancheforening viser, at danskerne i 2018 overhaler alle andre nationer og kan da kalde sig verdensmestre i slikspisning.

Klik på 'Play' i videoklippet øverst i artiklen for at se, hvor hårdt P4 Trekanten arbejder for den gode historie.