Passagerer om IC4: Træls - men vi finder ud af det

Når IC4-togene mangler betyder det forsinkelser for mange rejsende.

Julie Holk fra Aarhus skulle med toget på studietur. Hun slap med en mindre forsinkelse på turen til København.

En tur med bus i stedet for tog, længere rejsetid og måske et skifte undervejs. Det har ikke været udpræget nemt at være tog-rejsende i dag, hvis man normalt kører med IC4-tog.

På grund af en hydraulisk fejl er alle IC4-tog taget ud af den normale drift, og i stedet har der været indsat busser med store forsinkelser til følge.

De sygemeldte IC4-tog betød bl.a. mange aflysninger i den jyske og fynske regionaltrafik, og det ramte blandt andre Niels Johansen fra Børkop, der kom omkring halvanden time forsinket på arbejde.

- Jeg synes det er lidt træls, men der er jo ikke noget at gøre ved det. DSB har valgt at tage dem ud af drift, og så må man jo prøve at klare sig på en anden måde, selv om det er træls, siger Niels Johansen.

På Københavns Hovedbanegård fortæller Julie Holk fra Aarhus, at hun fik visse udfordringer, da det sent i aftes gik op for hende, at mange af dagens tog stod til at blive aflyst. De var otte studerende, der skulle med et tidligt tog på studietur. Hun hørte om aflysninger i radioen og fik ringet til DSB:

- Der var heldigvis nogle inde ved kunderservice, der var gode til at hjælpe os. Det var lidt træls, at man skulle sidde med det efter en lang skoledag, siger Julie Holk. Hun og de øvrige studerende kom med et andet tog, så de kun blev tyve minutter forsinket.

Facebook
Twitter