'Payback mod tankstationer': Blomsterbutik holder døgnåbent

Blomsterhandlere skal være kreative for at overleve, siger Dansk Erhverv.

Døgnåbne blomsterbutikker kan være nødvendigt for at klare konkurrencen, mener Dansk Erhverv. Her er vi hos Blomsterhuset i Vejle.

Flere 7-Eleven-kiosker har åbent på alle tider af døgnet, nogle tankstationer har det, og Bilka har også forsøgt sig. Men der er næppe mange, der forbinder en blomsterbutik med at have døgnåbent.

Det kan måske ændre sig i fremtiden. I hvert fald skal der ske noget, hvis man som lille forretning vil fortsætte med at bide skeer med de store kæder.

Sådan lyder vurderingen fra Dansk Erhvervs markedschef Lone Rasmussen.

- Vi kan se, at konkurrencen spidser til, og ser man på de større supermarkeder, har de i dag mange ting på hylderne, som ikke kun er de traditionelle fødevarer – også blomster. Der er ingen tvivl om, at de traditionelle blomsterhandlere er udfordrede, og hvis de vil klare sig, er de nødt til at differentiere sig, siger hun.

Den udfordring har man taget op i Vejle, hvor butikken Blomsterhuset er begyndt at holde døgnåbent, fortæller indehaver Majbritt Olesen.

- Vi mangler at servicere vores kunder uden for åbningstiden, og det kan vi gøre på den her måde. Det henvender sig til dem, der lige skal et eller andet lørdag eftermiddag efter lukketid, hvor man skal bruge en blomst, siger hun.

Luk dig selv ind

Selv om der er døgnåbent, betyder det ikke, at butikken er bemandet 24 timer i døgnet. Udenfor almindelig åbningstid hænger der en guide på døren. Her skal man sende en sms, hvorefter man vil modtage koden til døren. Så kan man gå ind og se sig omkring, betale for sine varer med Mobilepay og lukke døren efter sig.

Sådan ser fremgangsmåden ud udenfor åbningstid i Blomsterhuset.

Idéen er god, hvis man spørger markedschef Lone Rasmussen fra Dansk Erhverv.

- Danske forbrugere er presset på tid, så man går op i, at det er nemt, og at man hurtigt kan få fat på tingene, og at det er nemt at finde, siger hun.

Ifølge Lone Rasmussen er en døgnåben butik og øget tilgængelighed generelt noget, som mange små erhvervsdrivende arbejder med.

- Det er smart, at blomsterhandlen giver kunderne samme mulighed som e-handel. Det er helt klart en tendens, at de små butikker gør sådan, siger hun.

Payback mod tanken

Grunden til, at det er nødvendigt for blomsterhandleren at have døgnåbent, er, at supermarkeder og tankstationer i stigende grad udvider deres sortiment.

- Jeg er enormt glad for at have en blomsterbutik, men det er ikke altid lige nemt. Det her er en smule payback mod tankstationer og supermarkeder, siger indehaver af Blomsterhuset, Majbritt Olesen.

Majbritt Olesen har forhørt sig hos sine kunder om den nye åbningstid, og ud fra de tilbagemeldinger, hun har fået, forventer hun, at det bliver en succes. Og så er hun ikke bange for, at tilbuddet vil blive udnyttet af folk, der har dårlige intentioner.

- Vi forventer, at folk opfører sig ordentligt, men ellers har vi deres nummer, og hvis vi opdager, at der er forsvundet noget, så tjekker vi overvågningen, siger hun.

Facebook
Twitter