Presset lufthavnsdirektør vil bruge hjælpepakke: Et velkomment tiltag

Luftfartsindustrien er blandt de hårdest ramte af coronakrise, så hjælpepakke falder på et tørt sted for Billund Lufthavn.

Jan Hessellund, direktør i Billund Lufthavn, tror på, at en hjælpepakke kan bringe lufthavnen helskindet igennem denne tid, hvor coronavirusset lukker stort set al flytrafik til og fra Billund.

Staten giver lønkompensation til medarbejdere, der må sendes hjem på grund af økonomisk nedgang i virksomheden som følge af coronakrisen.

Sådan lød det fra regeringen og arbejdsmarkedets parter på et pressemøde i dag.

Blandt dem, der er allerhårdest ramt, er luftfartsbranchen, og derfor er direktør i Billund Lufthavn Jan Hessellund glad for den aftale, der er blevet præsenteret i dag, og som ventes at blive stemt igennem i Folketinget.

- Jeg synes, det er et rigtig, rigtig positivt og velkomment tiltag. Det drejer sig lige nu for en lufthavn med en stor produktion om at drosle medarbejderstyrken ned, mens produktionen stopper, og det her giver os mulighed for at reducere lønomkostningerne, mens vi gør det, siger Jan Hessellund.

Siger ja tak til tilbuddet

Ifølge Jan Hessellund ville det have været naturligt, at man i Billund Lufthavn var blevet nødt til at overveje opsigelser, hvis ikke man havde modtaget hjælp, og derfor ligger det også fast, at Billund Lufthavn kommer til at benytte sig af muligheden.

Der er knap 1.100 ansatte i Billund Lufthavn, og direktøren har endnu ikke overblik over, hvor mange af dem man vil sende hjem og søge lønkompensation for.

- Det er for tidligt at sige. Men det er drastisk, når man nærmest fjerner omsætningsgrundlaget for en virksomhed fuldstændig, og jeg noterer mig med glæde, at der er tale om en aftale, der dækker tre måneder, siger Jan Hessellund.

Han roser sine medarbejdere og deres ageren i den forløbne uge.

- Jeg har oplevet vores medarbejdere stå helt sammen om at redde virksomheden, og det er jeg meget taknemmelig for, siger Jan Hessellund.

Omstillingsparate medarbejdere

Tidligere i dag, før hjælpepakken blev præsenteret, fortalte fællestillidsmand i Billund Lufthavn Henrik Puggaard, at medarbejderne måtte være kreative med arbejdsopgaverne for stadig at bidrage til virksomheden.

- Det er alt fra hovedrengøring til hjælp i fragtafdelingen, som ikke er så berørt som andre dele af lufthavnen. Folk er nærmest villige til at lave hvad som helst for at hjælpe, hvor de kan, sagde Henrik Puggaard.

- Det gør mig rigtig stolt, at folk er så fleksible. Det viser sammenholdet mellem kollegaerne, og de er villige til at bidrage, selv om det er på bekostning af noget personligt, sagde han.