Rebekka blev slået og sparket af sin kæreste. Hun efterlyser mere hjælp til folk som ham

Voldelige mænd og kvinder skal have mere hjælp til at stoppe med at slå deres kærester, lyder det fra både ofre og forskere.

Rebekka Karimi fra Kolding har selv været udsat for partnervold. Hun mener, at både ofre - men også den der slår skal have hjælp. (Foto: Kristian Dupont Elvstrøm Ipsen)

Den her historie begynder en fredag tilbage i 2020.

Rebekka Karimi hygger sig sammen med sin kæreste i deres lejlighed. Men den gode stemning ændres, de kommer op at skændes, og det ender med, at han bliver voldsom.

- Han bliver sur over noget, jeg siger. Så tager han halsgreb og løfter mig op og rusker mig, fortæller 34-årige Rebekka Karimi, der bor i Kolding.

Hun flygter ind til naboen, men kæresten sparker døren ind, så hun bliver ramt og falder på gulvet.

- Mens jeg er bevidstløs, står han og sparker til mig, fortæller Rebekka Karimi, som efterfølgende bliver indlagt på sygehuset.

Voldsudøvere skal lære ikke at bruge vold

Kæresten bliver idømt tre måneders fængsel for overfaldet.

Men ud over straffen skulle han også have haft et tilbud om hjælp, mener Rebekka Karimi.

- Der er rigtig meget hjælp at hente for os voldsofre. Men han og andre voldsudøvere skal også have tilbud om at gå i terapi for at lære ikke at bruge vold igen, siger Rebekka Karimi.

Hun kan godt forstå, at det kan virke mærkeligt, at hun som voldsoffer arbejder for at få mere hjælp til voldsmænd.

- Men jeg har prøvet, mærket og været vidne til hvor elendigt og dårligt voldsudøvere kan få det rent psykisk, så man vil gerne hjælpe, siger Rebekka Karimi.

DR har set et udskrift af dommen mod Rebekka Karimis daværende kæreste.

Forsker er enig med Rebekka Karimi

Postdoc på Syddansk Universitet, Sarah Dokkedal, forsker i partnervold.

Hun mener også, at den voldelige part skal have mere hjælp, hvis mønstret skal brydes.

- Det er vigtigt at få fat i den udøvende part og gøre det til noget, man kan tale om, hvis man gerne vil forebygge og ændre de her dynamikker, siger Sarah Dokkedal.

Hun vurderer, at over 10.000 personer hvert år er udsat for alvorlig partnervold, men ikke alle voldsudøvere er klar til at få hjælp.

- Rigtig mange har ikke erkendelsen af det og ønsker ikke at gå i behandling. Så det er måske en meget lille andel, der vil være modtagelige overfor behandlinger, som ønsker det, siger Sarah Dokkedal.

Hun er dog ikke i tvivl om, at mange voldsudøvere har et oprigtigt ønske om at stoppe med at slå.

- Men de kan ikke kan finde ud af at holde op, og de har svært ved at få hjælp, siger Sarah Dokkedal.

Dialog mod Vold: Vi hjælper ofre ved at standse udøveren

Omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd bliver hvert år udsat for fysisk partnervold, viser den nyeste undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Og Dialog mod Vold er det eneste egentlige behandlingstilbud i Danmark.

Her er plads til 350 voldsudøvere om året, men direktør Jesper Rønn-Simonsen vurderer, at behovet er mere end fire gange så stort. Desuden er ventetiden på behandling op til et år.

Men det hjælper at komme i terapi, siger Jesper Rønn-Simonsen.

Et år efter behandlingen fortæller 82 procent af voldsudøverne, at de ikke har været voldelige, mens 74 procent af partnerne fortæller det samme.

Og til dem der spørger, hvorfor i alverden voldsudøveren skal have hjælp, siger Jesper Rønn-Simonsen:

- Vi hjælper voldsofrene ved at standse volden, og det gør vi ved at standse voldsudøveren, siger han.

Kolding vil have behandlingsgaranti for voldsudøvere

I Kolding mener byrådsmedlem Eva Kjer Hansen (V), at kommunen skal være den første med behandlingsgaranti for voldsudøvere.

- Jeg synes, at vi skal satse meget mere på forebyggelsen og på at tage problemerne i opløbet, siger hun.

Kolding Kommune er i gang med at søge fonde for at kunne finansiere en del af behandlingstilbuddet.

Men Eva Kjer Hansen (V) mener, at det også giver mening for kommunen selv at bruge penge på at hjælpe voldsudøvere.

- Hvis vi kan se, at vi sparer udgifter til for eksempel anbringelse af børn eller at sende kvinder på krisecenter, så kan vi bruge de penge til at finansiere behandlingen, siger Eva Kjer Hansen (V).

Regeringen arbejder lige nu på en ny handlingsplan mod partnervold.

Ligestillingsminister Trine Bramsen skriver i en mail til DR, at hun forventer, at planen er klar om nogle måneder.