Region håber at spinde guld på forurening

Region Syddanmark vil tjene penge på at sælge deres erfaringer med at rydde op efter en af Danmarkshistoriens største forureningskatastrofer, jordforureningen af Kærgård Klitplantage.

Region Syddanmark har indtil videre brugt over 50 millioner og ni år på at få renset Kærgård Klitplantage for jordforurening.

En blanding af cyanid, kviksølv og andre kemikalier, skal blive til guld.

Der er ikke tale om alkymister, men derimod Region Syddanmark, som vil forsøge at spinde lidt guld på en dyr, dyr sag om det tidligere Grindstedværks forurening af Kærgård Klitplantage. Noget der dengang blev kaldt en af Danmarkshistoriens største forureningskatastrofer.

Regionen har nu brugt flere år på at rense jorden og vandet omkring Kærgård, og de erfaringer, man har gjort sig, er penge værd andre steder i verden, fortæller Jørn Lehmann, formand for regionens udvalg for miljø, jordforurening og råstoffer.

- Der ligger meget store markeder på verdensplan for at rense op for tidligere tiders syndere, siger han.

Det tidligere Grindstedværk dumpede, i perioden fra 1956 og frem til 1973, 350.000 tons giftigt spildevand og løber op i en regning på 120 millioner kroner til regionen.

Men Grindstedværkets forurening er langt fra den eneste af sin slags, og lige nu er Region Syddanmark foran i kapløbet om at udvikle de bedste metoder til at rense jorden for kemiske rester fra medicinproduktionen andre steder i verden.

- Der er rigtigt mange, der har svinet ligesom der blev gjort oppe ved Grindstedværket. Derfor er der rigtigt meget forurening, der truer både grundvand og drikkevand, siger han.

Netop derfor er Jørn Lehmann overbevist om, at der er villige betalere for den know-how, man har opsamlet ved Kærgård Klitplantage.

- Jeg tror på, at der er et ønske i hele verden - ikke kun i Danmark - om at sikre drikkevandet for fremtidige generationer. Derigennem tror jeg på, at der er et eksportmarked, siger han.

Facebook
Twitter