Robot opererer millimeterpræcist: Patienter bliver hurtigere raske 

"Da Vinci-robotten"opererer kræftpatienter, men andre patienter har også glæde af den, viser et års erfaring fra Kolding.

Da Vinci-robotten har hidtil været brugt til operation af kræftpatienter. Men andre patientgrupper kan også have glæde af robotten, viser erfaringer fra Kolding Sygehus. (Foto: Christine Nørgaard © DR Nordjylland)

Patienter, der får fjernet brok, en galdeblære eller en livmoder, vil opleve det som langt mindre smertefuldt end for bare ét år siden.

Kolding Sygehus har nemlig siden marts 2017 brugt robot-kirurgi til denne slags operationer.

Erfaringerne viser, at patienterne bliver raske på rekordtid, når de bliver opereret i en operationsrobot.

Den såkaldte "Da Vinci-robot" er den første i Danmark, som udelukkende bruges til at operere godartede svulster og andre almindelige sygdomme som brok.

Hidtil har den type robotter udelukkende været brugt til kræftpatienter.

I løbet af det første år har lægerne brugt robotten til 233 operationer, og den viser gode resultater både for patienter og for kirurger.

Efter et år kan lægerne se, at patienterne har færre komplikationer end tidligere, patienterne har brug for mindre smertestillende medicin, og de bløder mindre under operationen.

Med almindelige kikkertoperationer mister patienterne typiske mellem 50 og 200 milliliter blod. Med robotoperationerne er det faldet til mellem fem og ti milliliter.

Robotten styres med joystick og pedaler

Robotten bliver kørt hen over patienterne inden operationen går i gang.

Kirurgen sætter sig ved en monitor og styrer herefter instrumenterne med joystick og et sæt pedaler.

- Man skal forestille sig, at det er ligesom en fjernstyret bil, fortæller Pernille Steiner, der er overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Kolding Sygehus.

- Jeg sidder i en konsol, jeg har kontrol og et fantastisk overblik og kan styre robotarmene med millimeters præcision, fortæller hun.

Det er netop præcision, som skaber de gode resultater.

- Når vi kirurger opererer, så har vi nogle små justeringer og smårystelser, som ikke kan fjernes. Robotten fjerner de forstyrrelser og er meget mere præcis, forklarer hun.

Kirurgerne bliver ikke så hurtigt trætte

Robotoperationerne er også godt for kirurgerne. De er fri for at stå i akavede stillinger for at nå ned til patienten.

- Vi behøver ikke at bruge så meget fysisk kraft. Og det, at man ikke bliver fysisk træt gør også, at man ikke bliver så mentalt træt. Og en frisk kirurg må bestemt være bedre for patienterne, siger Pernille Steiner.

Da Vinci-robotten koster mellem 13 og 14 millioner kroner og har altså indtil nu været forbeholdt kræftpatienter.

Men at dømme efter resultaterne på Kolding Sygehus, så giver det mening at lade andre få glæde af robotten.

- Hvis man gerne vil gøre det bedste for patienterne, som altid er det vi har for øje, så tror jeg ikke, at vi kommer uden om, at vi skal bruge robotterne fremover, siger Pernille Steiner.

Facebook
Twitter