Rod og fejl har i årevis kostet beskyttede diger livet: Minister klar med millioner

Landet over bliver landmænd påbudt at genoprette diger, de ikke anede, de havde.

Landmand Tommy Jacobsen fra Jerlev nær Vejle er blevet politianmeldt, fordi han indtil videre har nægtet at genopføre et fredet dige for egen regning. (Foto: Thomas Gammeltoft Pedersen)

Kulturminister Mette Bock (LA) vil sætte et millionbeløb af til at få styr på kortlægningen af landets historiske diger.

Digerne, der oftest stammer tilbage fra sidst i 1700-tallet, er en del af den danske kulturarv, og det er ulovligt for landmænd at fjerne et historisk dige.

Det har det været siden 1992, men problemet er, at landmændene fra 1992 til 2007 ikke anede, hvor de beskyttede diger var placeret.

For da loven blev vedtaget i 1992, blev kortene over de beskyttede diger aldrig kommunikeret ud til landmændene, og det var først i 2007, at informationen blev tilgængelig online.

I mellemtiden havde flere landmænd enten selv fjernet diger, eller også havde de overtaget jorden fra en anden landmand, der havde fjernet diget.

Det er ulovligt, og derfor er det blevet påkrævet flere landmænd, at de skal bruge flere hundredetusinde kroner på at reetablere et dige, som de ikke vidste, de ikke måtte fjerne eller som en tidligere ejer fjernede - eller i visse tilfælde som landmændene slet ikke var klar over, at de overhovedet havde fjernet.

Fejl i kortene

Samtidig har landmændene det problem, at kortene over digerne er fyldt med fejl.

Kortene er nemlig ikke opdaterede, og derfor risikerer flere landmænd nu at skulle bruge penge på at genetablere et historisk dige, der måske slet ikke har været beskyttet alligevel.

- Jeg vil sørge for, at digerne bliver kortlagt, så kan vi begynde at få en mere præcis beskrivelse af, hvad der skal bevares, og hvad der ikke skal bevares. Og det forudsætter altså, at kortlægningen bliver gennemført, siger kulturminister Mette Bock (LA).

Mette Bock vil afsætte 20 millioner kroner til kortlægningen, og hun håber, at Kommunernes Landsforening vil afsætte yderligere ti millioner.

Museumsinspektør Tenna Kristensen fra Museum Sønderjylland har minutiøst sammenholdt de nuværende kort med de faktiske forhold i to sogne - og undersøgelsen viste rigtig mange fejl.

Hvis kortene opdateres, vil det være til gavn for os alle, mener hun.

- Det er landbrugets egen historie, vi står midt i, og det er lokalhistorisk i allerhøjeste potens, og det er vigtigt at få det bevaret, siger Tenna Kristensen.

Landmand: Det er grotesk

Tilbage står så landmændene, der kan risikere at skulle genetablere et dige for egen regning, som er blevet fjernet i god tro.

I 1994 fjernede landmand Tommy Jacobsens far et dige fra den mark i Jerlev nær Vejle, der i dag tilhører Tommy Jacobsen.

Dengang var der dog ingen, der vidste, at diget var fra 1700-tallet - og beskyttet.

Derfor er Tommy Jacobsen nu blevet bedt om at genopføre diget på sin mark for egen regning.

- Det er 120 meter, jeg skal reetablere. Vi har aldrig fået et brev om det, og så forlanger de, at jeg skal vide det, når jeg overtager gården, men jeg kan ikke se det nogle steder. Hvordan skulle min far kunne vide det i 1994, når kommunen ikke vidste det i 2006, siger Tommy Jacobsen.

I 2006 søgte Tommy Jacobsen nemlig tilladelse ved kommunen til at opføre to plansiloer - og fik lov. Dér blev der ikke nævnt noget om, at de ville gå henover et fredet dige.

- Det er et grotesk sagsbehandlingsforløb. Simpelthen grotesk. Det er den lille mand mod systemet, siger han.

Museumsinspektør Tenna Kristensen fra Museum Sønderjylland har påvist adskillige fejl i kortene over de historiske diger.

Siden 2008 har der været 2.178 sager om diger. Ofte taber landmændene sagerne, og det har Tommy Jacobsen også gjort.

Han er blevet politianmeldt, fordi han endnu ikke har genetableret diget.

- Havde de haft styr på det her fra starten af, havde vi jo aldrig fjernet det dige. Jeg synes ikke, de kan komme og forlange sådan noget så mange år efter, siger Tommy Jacobsen, der siger, at det er blevet en principsag for ham.

Kulturminister Mette Bock (LA) kan godt forstå, at visse landmænd føler sig klemt.

- Fordi kortlægningen ikke er der, så kommer der sager, hvor man lokalt vil sige, at det ikke giver mening, siger hun.

Repræsentanter for Kulturministeriet, Kommunernes Landsforening og Fødevareministeriet skal nu udarbejde en plan for, hvordan kortlægning og vurdering af digerne rent praktisk kan blive ført ud i livet. Kulturministeren håber, at det kan klares inden for et par måneder.

Facebook
Twitter