Shubidua giver plus på kontoen

Der er kommet styr på økonomien i Fredericia Teater takket være Shubidua-musical og stram økonomistyring.

Regnskabet på Fredericia Teater er gået fra minus til plus - ikke mindst takket været Shubidua-musicalen. (© Foto: Fredericia Teater)

Fredericia Teater har været gennem nogle økonomisk svære år med store underskud, men nu har teatret igen sorte tal på bundlinjen.

Særligt to ting har været med til at give et godt regnskab. Den ene er opsætningen af publikumsbaskeren Shubidua The Musical der, har solgt over 170.000 billetter.

Den anden er, at der er satset kraftigt på at styre teatrets økonomi efter nogle svære år. Så selv uden en ekstraordinær stor succes hos publikum, så kan teatret klare sig. Det er formand for Kulturudvalget i Fredericia Kommune Lars Ejby Pedersen overbevist om:

- Det er en svær størrelse at drive teater. Det kan være svært på forhånd at sige, hvad der bliver en succes, og hvad der ikke gør. Man kan sige, at fundamentet bare er noget andet, end det har været før, siger han.

Teatrets regnskab viser et overskud på 2,5 millioner kroner, og det glæder Lars Ejby Pedersen:

- Det er unægteligt et andet resultat, end vi har været vant til, så jeg er ganske godt tilfreds, siger han.

På grund af de store underskud i tidligere år har Fredericia Teater haft en negativ egenkapital på næsten 20 millioner kroner. Den er nu reduceret til 16,3 millioner kroner.

Fredericia Teater kan også glæde sig over, at teatrets hardrock-musical, Lizzie, skal sættes op i London til februar.

Facebook
Twitter