Sienna og Sophia har savnet at tale om deres mor: 'Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der har mistet sin mor'

De fleste af landets sorggrupper åbner i dag igen for fysiske møder.

David Frankfurth med døtrene Sienna (t.v.) på 10 år og Sophia på 12 år. Sidste år mistede pigerne deres mor efter en årelang kamp mod kræft, og siden har de begge taget imod tilbud om at komme i en sorggruppe for børn, der har mistet.

For ret præcist et år siden mistede nu 10-årige Sienna og 12-årige Sophia Frankfurth deres mor.

Hun tabte en årelang kamp til kræft i æggestokkene, og selvom både døtrene og faren David Frankfurth var forberedt på, at det var et spørgsmål om tid, før de var alene, har tabet ramt dem hårdt.

Efter i månedsvis at have gået alene med sorgen, begyndte døtrene i en sorggruppe. Og det hjalp.

- Før jeg begyndte, tænkte jeg, at jeg var den eneste i verden, der havde mistet en forælder. Så sagde min far, det kunne være godt for mig at snakke med nogle andre og se, at jeg ikke var den eneste, siger 10-årige Sienna Frankfurth, der bor i Bredballe nær Vejle med sin søster og far.

Hør Sienna Frankfurth tale om, hvordan hun arbejder med sorgen over sin mors død her.

0:00

- Jeg havde mange nerver første gang, og jeg blev lidt ked af det. Jeg bliver normalt ret ked af det, når jeg snakker om hende. Jeg meldte mig også, fordi jeg godt gad øve mig på at snakke lidt mere om hende, siger Sienna Frankfurth.

Genåbningsdag hos sorggrupperne

Men så kom coronaen og ’ødelagde det hele’. Sorggruppen blev aflyst på grund af smittefaren, og Sienna Frankfurth har godt kunnet mærke, at hun har været mere påvirket af det i de seneste måneder.

- Jeg har været ret meget ked af det, og oppe i skolen har jeg haft brug for at være alene, og så har jeg fået lov af min lærer til at være indenfor i pauserne, og det hjalp også, siger hun.

I dag åbner Siennas sorggruppe i Vejle Kommune så igen.

Faktisk er det i dag genåbningsdag for de fleste af de kommunale sorggrupper, der har ligget stille sammen med den øvrige del af samfundet under coronakrisen.

Og det bliver godt for Sienna at komme tilbage i en sorggruppe, mener hendes far.

- De har trippet efter at komme afsted igen. Ens venner kan sagtens vise medfølelse og empati, men det er ikke det samme som at være sammen med nogen, der ved præcis, hvordan man har det. Indvendig er der stadig et stort, sort hul, siger David Frankfurth.

'Nogle børn har haft en hård tid'

Det er i den grad på tide, at sorggrupperne igen kan mødes fysisk. Det mener Betinna Brunthaler, der er rådgiver hos sorggruppen i Vejle Kommune.

- Det er en tid, hvor det bliver tudet ud i alle

medier
, at der er nogen, der dør hver dag, og at vi skal passe på hinanden. Det rammer selvfølgelig børn og unge, der har prøvet at miste, ekstra hårdt. Så det bliver fantastisk at få lov til at åbne igen, siger Betinna Brunthaler.

Hun bliver bakket op af Per Bøge, der er børn- og ungechef hos Kræftens Bekæmpelse. For sorgen kan ikke sættes på pause.

- Der er virkelig nogle børn, der har haft en ekstra hård tid. Det har været forfærdeligt, at der har været lukket. Det ved jeg fra mange sorggrupper. Det har været meget frustrerende, siger Per Bøge.

Den sorggruppe, som Sienna Frankfurth begynder i her til eftermiddag, er en ny sorggruppe for hende med nye børn, og hun er spændt på at møde dem.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage i dag. Jeg håber, de tager godt imod mig, for jeg er jo ny. Jeg tror, de har et godt fællesskab, og så håber jeg, at jeg kan komme med i det fællesskab, siger Sienna Frankfurth.

Facebook
Twitter