Skoleelever skal blive klogere af busture rundt i landet: 'Københavnere snakker lidt mærkeligt'

Skoleelever over hele landet er godt i gang med at lære Danmark bedre at kende som en del af projektet 'Kend dit land'. 

De unge fra Hejnsvig stillede op til gruppebillede foran Operaen i København.

Københavnerne snakker mærkeligt, men det er fedt at bo på 12. etage.

Jens Krag på 10 år er god til at forklare, hvad han har lært af at være på to dages opdagelsesrejse i København og omegn.

Han går i 4. klasse på Hejnsvig Skole ved Billund og hans skole er en del af projektet 'Kend dit land'.

Det går ud på at sende 3.000 elever fra ni forskellige kommuner på busture rundt i Danmark, så de bliver klogere på det land, de bor i.

'Kend dit land'


Regeringens pilotprojekt 'Kend dit land' er søsat for at danske børn skal kende deres eget lands mangfoldige natur, kultur og historie.

Omkring 3.000 elever fra 4. klasser i ni kommuner får mulighed for at blive klogere på Danmark. Turene går på tværs af landet og forbi mange forskellige museer og naturområder. Projektet løber fra august til oktober i år.

Det er kulturministeriet, undervisningsministeriet, miljø- og fødevareministeriet og børne- og socialministeriet, der står bag projektet.

Regeringen har besluttet, at projektet skal udbredes, og derfor er der afsat 72,9 millioner kroner over de næste fire år.

Kilde: Kulturministeriet

Jens Kragh var overrasket over, hvor godt det var at bo på hostel på H.C Andersens Boulevard.

- Jeg troede, det var sådan noget skod noget, men det var det ikke. Og vi boede endda på 12. etage, så det var ret fedt. Der er i alt fald en ret god udsigt fra 12., og sengene var heller ikke dårlige, siger han.

Derudover kunne han også høre en forskel, når folk snakkede.

- De snakker meget mærkeligt, synes jeg. Men de synes nok også at vi snakker lidt mærkeligt, fordi vi snakker jysk, siger han.

Caroline Højgaard husker specielt turen på museet for Moderne kunst, Arken, hvor Van Goghs billeder imponerede.

- Han lavede rigtig mange billeder udenfor. Der var et billede, hvor der var sat græs ind. Jeg synes, at det var rigtig sejt, siger Caroline Højgaard.

'Kend dit land' betales af kulturpenge

Turen til København har været en stor oplevelse for børnene. De har virkelig observeret nogle ting, som de ikke oplever i hjemme, siger Mette Hansen, indskolingsleder og skolepædagog i 4. klasse på Hejnsvig skole.

- Der er mange biler, og man kan ikke bare lige gå over vejen, når det passer en. Der er altid lyde, natten er jo ikke stille i forhold til, hvad den er her. Der er lys og oplevelser, siger hun.

Bag "Kend dit land" står fire ministre, blandt andre Kulturminister Mette Bock (LA). Hun mener, at det er vigtigt at børnene ved selvsyn får set Danmark.

- Det er en rigtig god idé, at børn i sådan en globaliseret verden som den vi lever i faktisk også kender deres eget land, siger hun.

Børnene ser Danmarks natur, de besøger kulturinstitutioner og kunstmuseer og lærer lidt om vores historie.

- Det er et spørgsmål om at vække nysgerrigheden. Forhåbentlig ved de lidt mere om Danmark end de gjorde, inden de tog afsted, siger Mette Bock

Spørger man Jens Kragh, om han kender Danmark bedre nu, så er han ikke i tvivl.

- Jeg kender i alt fald meget mere, end jeg gjorde før, siger han.

Eleverne besøgte museet Ragnarock i Roskilde, Arken og Trelleborg i Slagelse samt DR-byen, Operaen og Dyrehaven på deres dannelsestur.

Pengene til projektet kommer fra den pulje på 400 millioner kroner, som politikerne tidligere i år gav til kulturen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.