Slagtilbud til politikerne: Vi forærer vores jord til naturbeskyttelse, hvis vi undgår motorvej

En gruppe jordejere i Vejle tager drastiske metoder i brug for at undgå en ny motorvej.

To af medlemmerne af Naturkomiteen viser området frem, som de vil udlægge til naturbeskyttelse, hvis de dermed kan undgå en motorvej nær området. Til venstre er det Mette Keseler List og til højre er det Julie Rubow. Foto: Sille Hinsch, DR

Der er et slagtilbud klar til de politikere, der i øjeblikket forhandler om en ny trafikaftale.

Tilbuddet kommer fra cirka 30 jordejere i Vejle, der frygter, at en ny Hærvejsmotorvej vil køre lige igennem deres område mellem Vejle Ådal og Randbøl Hede.

Hvis politikerne vil undlade at placere en ny motorvej på deres jord, så vil de til gengæld omlægge jorden til naturbeskyttelse.

Og det er altså ikke bare et par kvadratmeter, vi taler om. Jordejerne tilbyder 1.000 hektar jord, svarende til omtrent 1.400 fodboldbaner, som ejerne altså frivilligt vil omlægge til naturbeskyttet jord.

- Det er egentlig fordi, vi er rystede over, at der overhovedet bliver drøftet en linjeføring igennem landskabet her. Vi er uforstående overfor at den lovgivning, vi har, ikke beskytter området her. At der vitterligt skal fredning eller EU-beskyttelse til for at sikre, at man ikke ødelægger det her område, siger Mette Keseler List, der er biolog og bor i området.

- Hvis ønsket på Christiansborg om at styrke natur og biodiversitet er så stor, som det blev givet udtryk for op til valget, så er det vores forventning, at vores tilbud har deres interesse, siger hun.

Politikere siger nej tak

Jordejerne kalder sig Naturkommiteen, og de ejer jord i området mellem Fredrikshåb Plantage, Randbøl Hede, Nybjerg Mølle fredningen og den nye Vejle Ådal fredning i Vejle Kommune.

Entreprenør og landmand Henning Have er også med i gruppen.

Det er på strækningen her mellem Haderslev og Give, at en potentiel ny motorvej skal løbe. Der er seks mulige linjeføringer i spil.

Han tilbyder at gøre sine 200 hektar jord til fredede eller beskyttede områder.

- Vi stiller vores arealer til rådighed for at sikre, at den natur, vi er så glade for, også vil blive ved med at være der til fremtidige generationer, siger han.

Tak, men nej tak, lyder det dog fra både Venstre og Konservative, der har Hærvejsmotorvejen rigtig højt på ønskesedlen i forhandlingerne om trafikaftalen.

- Det er et sympatisk tilbud, men også et tilbud, vi ikke rigtig kan tage imod. Hvis vi skulle gøre det, hver gang vi lavede et infrastrukturprojekt, kunne hele Danmark blive lagt ud til reserverede områder, siger Niels Flemming Hansen, transportordfører for Konservative.

Han vil dog på torsdag mødes med jordejerne i området for at høre mere om, hvad de har at fortælle.

Samme budskab lyder fra Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.

- Jeg opfatter det som et velment og konstruktivt tilbud, men vi har til opgave at se overordnet på Danmarkskortet, og hvordan vi får opfyldt de trafikale behov, der er. Det handler om at fremtidssikre kapaciteten, siger han.

'Ny infrastruktur er sjældent populært i lokalområdet'

Ifølge begge transportordførere er motorvejen nødvendig for at sikre, at især E45 ikke bliver ramt af for meget trængsel.

- Det kommer ikke bag på mig, at folk i et lokalområde bekymrer sig om det her og elsker deres lokalområde. Jeg har været transportordfører i 15 år, og det er sjældent populært i lokalområdet, når der skal føres ny infrastruktur igennem, men overordnet set bliver vi nødt til at holde fast i den måde, vi planlægger vores infrastruktur på, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er lokalformand i Vejle Uffe Rømer begejstret for borgernes tiltag, men hvis det skal blive til virkelighed, er der noget benarbejde, der skal gøres.

- Det er jo ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. På nuværende tidspunkt består meget af området af marker, som ikke umiddelbart bliver naturbeskyttet. Men landmændene kan selvfølgelig vælge at omlægge markerne til noget, der er natur, som enge og overdrev, siger Uffe Rømer.

'En katastrofe for naturen'

Uffe Rømer og Danmarks Naturfredningsforening er grundlæggende imod, at der skal bygges en ny midtjysk motorvej.

- En motorvej, der løber mellem Randbøl Hede og Vejle Ådal, vil være en katastrofe for naturen og landskabet, og man må sige, at det er noget overraskende, at man i en tid med en akut klimakrise og en faldende biodiversitet planlægger flere og større veje, siger Uffe Rømer.

Men vejene er altså nødvendige, mener Niels Flemming Hansen (K). Og det er ikke et alternativ at gøre den offentlige transport mere attraktiv, mener han.

- Jeg tror aldrig på, at kollektivismen vil vinde over individualismen, og der er ikke noget i sol og måne og stjerner, der ser ud til, at vi får mindre trafik på vejene i fremtiden. Nu lever vi i et velfærdssamfund, og for mig er det også velfærd at kunne hente sine børn til tiden, siger Niels Flemming Hansen.

Ifølge Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen er det målet, at en transportaftale er landet inden sommerferien. Der er seks mulige linjeføringer i spil til Hærvejsmotorvejen, og du kan finde dem her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk