Slut med industri havnen: Direktør er chokeret

Industrien skal væk fra havnen i Kolding. Politikerne vil udelukkende have boliger og rekreative områder.

Det kommer bag på direktør Jesper Hansson, Svane Shipping, at der ikke længere skal være industri på Kolding Havn. (Foto: Stine Liliecrona © DR P4 Trekanten)

Det skal være slut med at gå tur på havnen i Kolding og kigge på virksomheder, lastbiler og kraner.

Industrien skal helt væk og erstattes af boliger, kontorer og rekreative områder.

Politikerne i Kolding har netop fremlagt den storstilede plan, som skal give havneområdet et helt nyt udseende.

- Hele erhvervshavnsområdet kommer til at indgå, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

De nuværende virksomheder på havnen har lejekontrakter på mellem fire og 25 år, så transformationen vil ske løbende.

Men allerede på kort sigt vil der kunne bygges boliger i inderhavnen, siger borgmester Jørn Pedersen.

Planerne kommer fuldstændig bag på Svane Shipping, der har haft store pakhuse og terminaler på havnen siden 1926.

- Jeg er chokeret og meget overrasket over, at der ikke er plads til traditionelle havnevirksomheder i den nye havneplan, siger direktør Jesper Hansson.

Borgmester Jørn Pedersen (V) kan godt forstå, at virksomhederne er kede af beslutningen.

- Når skuffelsen har lagt sig, så håber jeg, at de kan løfte sig op og se, at det er det her, der tjener vores kommune bedst. Det har vi kunnet se i andre kommuner, hvordan det har løftet byernes image og attraktivitet, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

Normalt sender han ikke virksomheder videre til andre kommuner. Men lige i det her tilfælde vil det være i orden, at nogle virksomheder flytter til for eksempel Fredericia Kommune.

Her bliver havnen i disse år bliver udbygget massivt med tørhavn og logistikcenter, siger han.

- Vi er en del af trekantsamarbejdet, og det skal jo ikke bare siges ved festlige lejligheder. Det skal vi også mene, og det kan det her blive et lysende eksempel på, siger Jørn Pedersen.

Ifølge Brancheorganisationen Danske Havne er det ikke en tendens, at industri bliver fjernet helt fra havnene.

Facebook
Twitter