Smørkagerne strømmer over Atlanten: Vi eksporterer mere end nogensinde til Trumps USA

Danske virksomheder frygtede besværlig USA-eksport, da Donald Trump blev præsident, men realiteten er lige modsat.

Både i 2018 og 2019 satte Danmarks eksport til USA rekorder. (Foto: Foto: Kjersti Hjelmen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix og colourbox – Illustration Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

Du kender måske dåsen fra din bedstemors kaffebord - eller måske fra juletiden med familien.

Småkagerne, der går under fællesbetegnelsen Danish Butter Cookies, sælger stadig. Både herhjemme og i udlandet.

For det er ikke kun danskere, der er glade for danske småkager. Nogle andre, der er vilde med de smørholdige kager, er amerikanerne.

Jacobsens Bakery i Hedensted producerer småkagerne, og virksomheden sender hvert år cirka fem millioner dåser småkager til USA. Amerikanerne står egenhændigt for cirka en tredjedel af omsætningen hos Jacobsens Bakery.

- Det har ikke gjort nogen forskel, om det har været den ene eller den anden præsident. Vores eksport til USA er steget med fem-otte procent de seneste fire år – men i år er den faldet lidt, men det har noget med corona at gøre, siger direktør Jan Jacobsen.

Jacobsens Bakery kan producere ti millioner småkager om dagen. Hør mere fra direktør Jan Jacobsen i videoen herunder.

- Danish Butter Cookies er et begreb, som utrolig mange amerikanere køber hvert eneste år. I USA kan man finde dem i alle supermarkeder op til jul, siger han.

Eksporten er steget

Og Jan Jacobsens forretning er ikke alene om at eksportere mere til USA end nogensinde før.

Faktisk er eksporten til USA af varer og tjenesteydelser steget med cirka 50 procent målt i kroner og øre, mens Donald Trump har været præsident, viser tal fra Danmarks Statistik.

Altså har årene med Donald Trump som præsident indtil videre været gode for dansk eksport, siger underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen.

- I modsætning til hvad mange tror, er det faktisk gået rigtig godt med dansk eksport til USA under Trumps administration. Økonomien har indtil coronakrisen buldret derudad i USA, og det betyder, at efterspørgslen på danske varer har været stor, siger Peter Thagesen.

Danmark eksporterede varer og tjenesteydelser til USA for mere end 159 milliarder kroner i 2019. Tallet har været støt stigende siden 2016, hvor der blev eksporteret for cirka 112,5 milliarder kroner.

Billedet er altså væsentligt mere positivt, end mange virksomheder åbent frygtede, da Donald Trump blev valgt som amerikansk præsident.

USA har overhalet Tyskland

Straftold og besværlig eksport var frygten, men i dag - fire år efter og kort før et nyt amerikansk præsidentvalg - er det gået over al forventning, fortæller Morten Bjørn Hansen, direktør i Business Kolding, som rådgiver lokale virksomheder

- Jeg synes, der var grund til bekymring. Det er ikke gået så galt, som man kunne frygte. USA er i dag Danmarks største eksportland målt i kroner og øre, og det er en position, hvor de er i tæt konkurrence med Tyskland, men ikke desto mindre går det sådan set fint med eksporten til USA, og det har det gjort længe, siger Morten Bjørn Hansen.

Efter at have siddet sikkert på tronen i lang tid har USA nu i første halvår af 2020 overhalet Tyskland som Danmarks største eksportmarked.

Det var især Trumps trusler mod den frie verdenshandel i et forsøg på at beskytte markedet i USA, der rystede virksomhederne herhjemme ved sidste valg, fortæller Morten Bjørn Hansen.

- Det var usikkerheden omkring, hvad han kunne finde på at træffe af beslutninger. Han var jo ophidset over deres handelsbalancer, og han mente, at de blev snydt på alle leder og kanter, siger han.

- Nu har vi så lært Trump bedre at kende, og vi ved, at han er uforudsigelig, og at han rasler meget med sablen, men reelt svinger han nok en del mindre med den. Der er ikke lagt så mange forhindringer for verdenshandlen, som der er truet med – endnu i hvert fald, siger Morten Bjørn Hansen.

Men selvom udviklingen har været positiv, så vurderer Peter Thagesen fra Dansk Industri, at Trumps favorisering af amerikanske virksomheder vil påvirke markedet fremover.

For de initiativer, der skal gøre det sværere for alle dem, der eksporterer til USA, de begynder at virke nu.

- De her klausuler, han har sat i søen for at favorisere amerikanske virksomheder, kan vi se vinder frem rundt omkring, så jeg tror ikke ligefrem, at det bliver nemmere, hvis Trump skulle gå hen og blive genvalgt.

På småkagefabrikken Jacobsens Bakery i Hedensted håber man også på at undgå en straftold i fremtiden. Den kunne betyde, at en dåse småkager ville gå fra en pris på cirka 30 kroner til cirka 50 kroner, og det kan skræmme kunderne væk.

- Det vigtigste er, at man holder fast i global frihandel, og så længe, man gør det, så er vi super konkurrencedygtige og skal nok klare os i hele verden, siger direktør Jan Jacobsen.

Amerikanerne skal den 3. november stemme om, hvorvidt republikanske Donald Trump skal fortsætte som præsident, eller om demokraten Joe Biden skal indtage Det Hvide Hus.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter