Søvndals comeback begejstrer lokale SF`ere

SF'erne i Region Syddanmark er glade for, at Villy Søvndal vender tilbage til lokal politik.

SF`s bagland glæder sig over, at Villy Søvndal vender tilbage til lokalpolitik. - Det er en helt fantastisk nyhed, siger Hans Winther, der er en af SF`s to nuværende medlemmer af regionsrådet. (Foto: DR © DR)

SF i Region Syddanmark er begejstret for Villy Søvndals udmelding om. at han stiller op til regionsrådet.

Det siger Hans Winther, der er en af SF`s to nuværende medlemmer af regionsrådet.

- Det er en helt fantastisk nyhed. Først og fremmest fordi Villy Søvndal er en utroligt erfaren og dygtig politiker, som er respekteret ikke bare af vore egne, men også af politikere fra andre partier, siger Hans Winther.

Villy Søvndal har erfaring som lokalpolitiker

Ud over at være kendt for sin indsats på Christiansborg, så er Villy Søvndal også en erfaren lokalpolitiker som tidligere medlem af Kolding Byråd.

- Han er kendt for både ambitioner og visioner og for at lave gode aftaler med de politiske konkurrenter. Det er nogle af de kvaliteter, som Villy Søvndal kan gøre brug af, mener Hans Winther.

Også bestyrelsesformanden for SF i regionen, Hans Glæsel er begejstret for nyheden.

- Det er dejligt at få en erfaren mand og et kendt navn med på listen. Det må kunne styrke os i den kommende valgkamp, siger Hans Glæsel.

Det var tilbage i december 2013, at Villy Søvndal måtte opgive sit drømmejob som udenrigsminister og helt forlade politik efter en blodprop i hjertet. Men nu erklærer han sig altså klar til at gå ind i politik igen.

Facebook
Twitter