Solceller er for dyrt for landmænd

Mange landmænd drømmer om solceller på taget. Men det kan ikke betale sig, lyder rådet fra Kolding Herreds Landbrugsforening.

Mange landmænd drømmer om solceller på taget. Men det kan ikke betale sig, lyder rådet fra Kolding Herreds Landbrugsforening. (Foto: Colourbox © Colourbox)

Solceller er utroligt hotte i øjeblikket.

Bare ikke for landmændene.

Hos Kolding Herreds Landbrugsforening får de masser af henvendelser fra bønder, der gerne vil have de sorte plader op på taget. Men foreningen må skuffe landmændene med, at det ikke kan betale sig for dem at beklæde deres store tagarealer med solceller, fortæller direktør Niels Peter Madsen.

- Når vi kommer til det lovgivningsmæssige - afgiftsmæssige - område, og vi får det regnet igennem, så er det absolut ikke økonomisk fordelagtigt for landmændene, siger han.

En af dem, der gerne ville have solceller på staldtaget er Johannes Møller Jensen, der har en gård ved Pjedsted ved Fredericia. Han er ved at bygge en hønsestald, og han gætter på, at der ihvertfald er 5000 m2 tag, der kunne beklædes med de sorte paneler. Men det har han droppet igen.

 - Det var slet ikke noget, der var værd at arbejde videre med, siger han.

Hos Kolding Herreds Landbrugsforening mener direktøren, at loven skal laves om, så virksomheder på linie med private må lade el-måleren løbe baglæns, så det kan betale sig for eksempelvis landmænd.

 - Det er regeringen, der skal i arbejdstøjet, hvis man vil have noget grøn energi hevet ud, siger Niels Peter Madsen.

Facebook
Twitter