Sommerlejr skal give anbragte børn et fagligt boost

Anbragte børn har det ofte svært i skolen, men det skal 14 dage på sommerlejr ændre på.

11-årige Sesilie er med på campen, og hun er bl.a. blevet bedre til både dansk og matematik.

Børn, der ikke bor sammen med mor og far, men som er anbragt udenfor hjemmet, halter bagefter deres kammerater.

De klarer sig markant dårligere i skolen, og de tror generelt ikke meget på egne evner.

Men det skal en sommerlejr i Balle ved Vejle rette op på. Det er Lær for Livet, som Egmontfonden står bag, der har arrangeret campen.

- Børnene skal på et intensivt læringsforløb, hvor de dagligt får fem til seks timers undervisning i dansk og matematik, siger Illa Westrup Stephensen, der er direktør i organisationen Lær For Livet.

50 børn fra 9 til 11 år er 14 dage i Balle ved Vejle, mens 50 unge på 12-13 år deltager i en sommerlejr på Midtsjælland.

Lejren er startskuddet til et seks-årigt forløb, hvor de blandt får tilknyttet en mentor. Og det er en god ide, for børn, der er anbragt udenfor hjemmet, er som udgangspunkt bagefter deres kammerater.

- Vi ser desværre ofte, at anbragte børn ikke klarer sig godt med hensyn til skolegang, siger seniorforsker ved SFI Mette Lausten.

Sesilie på 11 år deltager i lejren i Vejle. Hun har fået rigtigt meget ud af at være af sted. For der har været fuld fart på, og masser af aktiviteter, og så har hun lært en masse.

- Jeg har lært syv-tabellen og ni-tabellen, som jeg havde glemt. Og så har jeg lært om udsagnsord, tillægsord og navneord, siger hun.

Facebook
Twitter