Stigs profilbillede blev brugt til falske anmeldelser på Trustpilot

Stig Malling fra Fredericia hed pludselig Lasse og kom fra Viborg. Hans ansigt blev brugt til tre forskellige anmeldelser på Trustpilot.

Ekspert i sociale medier mener, at det er alt for let at få anmeldelser optaget på Trustpilot. (Foto: Danni Larsen © (c) DR)

Hjemmesiden Trustpilot flyder med falske anmeldelser fra falske profiler. Det kan Stig Malling fra Fredericia skrive under på.

Hans ansigt fra hans Facebook-profil er blevet brugt i tre anmeldelser af bryllupsfotografer. Problemet er bare, at han aldrig har fået taget billederne eller anmeldt dem.

- Jeg er mig bekendt kun gift en gang, og det er mange år siden, siger han.

Ekspert i sociale medier og direktør i webbureauet Dwarf Peter Grønne mener, at det er alt for let at få anmeldelserne optaget på Trustpilot.

- Jeg mener, at det er et kæmpe problem, siger han.

Dwarf har tidligere lavet undersøgelser som viser, at en stor del af danskere ser Trustpilot som helt gennemsigtig forbrugeroplysning.

Men hvis der ligger falske profiler med stjålne billeder, så er det jo ikke forbrugeroplysning, siger Peter Grønne.

- Så er det jo nogen, der prøver at hævde deres produkt eller skade en konkurrent og endda på falske betingelser, siger Peter Grønne.

Samtidig er det ubehageligt for dem, der får stjålet deres billeder, fordi de skal lægge profil til noget, de ikke har skrevet.

- Det bliver i ond tro og helt forkert for mig, og egentlig også noget jeg føler, jeg ikke har helt styr på, siger Stig Malling fra Fredericia.

Det var den her anmeldelse, hvor Stig Malling pludselig var blevet til Lasse fra Viborg. (Foto: Screendump Trustpilot)

Ifølge direktør Peter Grønne kan Trustpilot komme de falske anmeldelser til livs ved at brugerne skal identificere sig med NemID eller et telefonnummer.

Men det er ikke en løsning, som Trustpilot vil bruge, siger kommunikationschef Mathilde Lykke Bülow.

- Hvis vi indførte NemID, så ville vi formentlig se et ret stort fald i antallet af anmeldelser, og det synes vi ikke kommer forbrugerne til gode, siger hun.

Hun oplyser, Trustpilot har 35 medarbejdere, som udelukkende sidder og forsøger at fange falske anmeldelser.

Renè Asmussen står bag de tre bryllupsfotografer, som er blevet anmeldt, og hvor Stig Mallings foto er blevet brugt.

Men Renè Asmussen afviser, at stå bag anmeldelserne.

- Jeg tror, du er landet hos den forkerte. Jeg har først lige overtaget domænet fra en tidligere ejer, skriver han i en mail til DR Trekanten.