Stor interesse for at yde førstehjælp: 2.700 frivillige står på spring ved hjertestop

Succesfuldt førstehjælpsprojekt har udsigt til at blive gjort permanent.

2.700 har været på kursus i førstehjælp og er nu frivillige hjælpere i regionerne Syddanmark og Sjælland. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © sCANPIX)

Det er gået hurtigere end forventet med at få frivillige til at være førstehjælpere i Region Syddanmark og Region Sjælland.

De to regioner havde hver et mål om at få 1.600 til at melde sig som førstehjælpere inden udgangen af 2019, men allerede nu er der registreret 1.544 hjælpere i Syddanmark og 1.222 i Region Sjælland.

Personerne bliver tilkaldt for at hjælpe, hvis en person i lokalområdet får hjertestop.

Den store succes betyder, at projektet efter al sandsynlig bliver gjort permanent, når det slutter om et år.

Flere frivillige søges

- Når vores projekt stopper, vil det blive videreført fuldt ud, som man ser det i dag, og gerne med mange flere førstehjælpere, lyder forventningen fra Benny Jørgensen, der er præhospitalsdirektør i Region Sjælland.

Formanden for Region Syddanmarks præhospitale udvalg, Mads Skau (V), er på linje, men der er endnu ikke truffet en politisk beslutning.

- Jeg forventer helt klart, at vi fortsætter. De tilbagemeldinger, vi får, går på, at både førstehjælpere og reddere er rigtigt glade for ordningen. Derfor forventer jeg også, at ordningen fortsætter, siger han.

Forsøgsordningen i de to regioner bliver kørt sammen med Dansk Folkehjælp under navnet 'Danmark redder liv', og til formålet er der udviklet en særlig app, som førstehjælperne får adgang til, når de har gennemgået et kursus.

Har selv reddet liv

Udvalgsformand Mads Skau har selv meldt sig og har gennemgået kurset, der er forudsætningen for, at man kan være med i ordningen.

- Jeg har været med til at give hjertemassage til en, som vi fik genoplivet. Det er noget af det største, man kan være med til, siger Mads Skau.

Ordningen gik i gang i juli, og i de første fire måneder blev førstehjælperne kaldt ud 282 gange.

Mads Skau er både glad og stolt over, at der har været så stor opbakning.

- Vi kan virkelig se, at det er noget, der redder liv, når folk er ude for et hjertestop. Det kræver lynhurtig indsats, og skal vi kunne det, skal vi have frivillige i lokalområderne, siger han.

- I befolkningen er der en meget stor grad af vilje til at hjælpe, og det nyder man godt af her. Det er en god tendens, der er i den danske befolkning, siger præhospitalsdirektør Benny Jørgensen.

Mange vil gerne hjælpe

At det er gået ret nemt med at finde frivillige førstehjælpere kommer ikke som den store overraskelse for Mette Wang, der er antropolog og ansat som rådgiver og konsulent på Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

- Det er en konkret og meningsfuld opgave. Det at redde liv kan ikke blive mere meningsfyldt, siger hun.

Hun hæfter sig også ved, at det er en type frivilligt arbejde, der ikke kræver, at man indfinder sig på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

- Her kan det være når som helst, at man bliver tilkaldt, hvis man er i nærheden af en, der falder om med et hjerteanfald. Så det spiller også ind, at der er en fleksibilitet i det, fortæller hun.

Facebook
Twitter