Storbrand hærgede bådfabrik i Hedensted

Bådfabrikken Poca Glasfiber i Hedensted brændte ned til grunden i aftes.

1 / 2

-Hvad fanden er det for noget, det er da helt galt.

Sådan sagde Per Laugmann Larsens kone, da hun i aftes ved 21-tiden kastede et blik ud af vinduet, i huset på Hovedvejen i Hedensted.

Konen kunne se sort røg stige op fra glasfiberfabrikken Poca i Hedensted og kort tid efter også flammer, og så ringede Per Laugmann Larsen 112 og fik alarmeret brandvæsenet.

Snart lød sirenerne over Hedensted, og over 40 brandfolk fra forskellige beredskaber troppede op for at slukke branden. Blandt andet kom der assistance fra Lyngby på Sjælland, som bidrog med med to specialbrandbiler.

-Der var en kæmpestor sort røgsky over fabrikken og meget høje flammer. Vi tog en klud om munden og gik op på bakken og kiggede, for selvom røgen var sort, så steg den lige til vejrs og generede os ikke, siger Per Laugmann Larsen.

Røgen kunne dog være farlig at indånde, og derfor blev folk varslet til at gå indendøre og lukke vinduer og døre, fortæller Kenneth Ravnholt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Omkring midnat havde brandfolkene så meget kontrol over branden, at de kunne afvarsle igen, og tirsdag er der kun efterslukningen tilbage.

-Der vil dog stadig være afspærring på brandstedet i løbet af i dag, for at sikre at uvedkommende ikke kommer ind. Der skal efterforskes og laves brandundersøgelser, og derfor går der noget tid, før brandstedet er frigivet, siger vagtchefen.

Poca Glasfiber i Hedensted laver både, specielt til Grønland, fabrikken har eksisteret siden 1967 og kan i år holde 50 års jubilæum.

Virksomhedens ledelse er i gang med at informere de 40 ansatte om, hvad der nu skal ske og ønsker først at udtale sig senere.