Studenter siger nej til spørgsmål om karakterer: 'Giv os et kram i stedet'

Vejene bliver fyldt op med studenter i disse dage. Og de gider ikke nødvendigvis snakke om deres karakterer.

På Kolding Gymnasium fik huerne en lufttur, da skolen tog afsked med studenterne anno 2019. (Foto: Mette Ulrich © Kolding Gymnasium)

De larmer. De er fulde. Og ikke mindst er de lykkelige.

Lykkelige over at huen, efter år med slid og slæb, endelig er blevet sat på hovedet.

Årets studenter hopper i disse dage ombord i hestevogne, lastbiler og veteranbusser, hvor de fejrer afslutningen på deres ungdomsuddannelse.

Og de vil meget gerne fejre huen, hvorimod det ikke er så vigtigt, hvad der står på eksamensbeviset. Og andre behøver faktisk ikke spørge til karaktererne.

Det siger studinen Karoline Dahl Nielsen fra Fredericia, kort efter at hendes far har givet hende den hvide hue på.

- Det gik okay, og jeg er bare glad for, at jeg er student nu. Karaktererne betyder ikke særligt meget. Bare jeg består og gør mit bedste, så kan man ikke gøre mere. Eksamen viser kun et øjebliksbillede, og hvis man trækker et emne, som man ikke er helt skarp på, eller man misforstår teksten, så kan det godt gå galt.

Kan få betydning for uddannelse

Men karakteren kan have betydning for, om der kan søges ind på drømmestudiet efter studentertiden.

- Jeg vil rigtigt gerne læse jordemoder, og lige nu er adgangskravet 10,5, som er latterligt højt, fortæller Oline Dyrbjerg Strøager, der Karolines veninde.

Da dr.dk taler med hende, har hun endu ikke været oppe i sidste fag. Karakteren i det sidste fag kan blive ret afgørende.

- Den betyder noget. Hvis jeg får 7 trækker den mig ned, og får jeg 12 trækker det mig lidt op, siger hun.

  • I Fredericia mødes studenterne foran Landsoldaten. Karoline Dahl Nielsen og Oline Dyrbjerg Strøager var der også.
  • Karoline Dahl Nielsen får sat huen på af sin far. (Foto: PRIVAT)
  • Selvfølgelig var far og mor med, da Karoline Dahl Nielsen blev student fra Fredericia Gymnasium (Foto: PRIVAT)
  • Frederik den 3. grundlagde Schola Frederciana - i dag Fredericia Gymnasium. (Foto: PRIVAT)
  • Huerne er kommet på. (Foto: PRIVAT)
1 / 5

For andre betyder det ikke så meget at tale om karakteren.

- Jeg fik 10. Jeg er fucking glad. Det kommer til at stå i huen, og det er fucking lækkert, vælter det ud af Jacob Sprang, da han kommer ud fra sin sidste eksamen.

På Rødkilde Gymnasium i Vejle fejer pedellerne konfetti op fra gulvet, inden det kort efter igen bliver fyldt med ny konfetti.

Fejr min hue

Rima Saraj er en af årets studenter fra Vejle-gymnasiet, og hun havde på forhånd bedt sin familie, at de ikke skulle spørge til hendes karakter, da hun kom ud efter sidste eksamen.

- Jeg vil fejre, at jeg er blevet student og ikke have fokus på, om det er gået godt eller dårligt, siger hun.

Heller ikke Ida Lundstrøm Sjældal Rømer går op i tallet.

- Jeg siger det selvfølgelig til mine forældre, men det betyder ikke noget for resten af dagen, hvilken karakter, jeg har fået. Og det skal heller ikke skrives i min hue, fortæller hun.

En af gymnasiets undervisere, Christina Bøhmer Vibæk, skrev sidste år sammen med ni elever romanen Generation Præstation, der sætter fokus på karakterpresset.

Hun synes, at det er på tide, at vi ændrer syn på karakterer.

- Eleverne har selv fokus på det hele tiden, så de skal selv ændre mindset, og det skal forældre og venner også gøre. Det kunne være fantastisk, hvis de blev mødt med et 'kæmpe tillykke med huen' i stedet for et 'hvad fik du?'. Det skaber et pres på de elever, der måske ikke har klaret sig helt så godt, som man kunne ønske, siger Christina Bøhmer Vibæk.

Hun bliver bakket op af formanden for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø.

- Vi anbefaler, at man fejrer de unge, og det at de har gennemført en krævende ungdomsuddannelse og prøver at fokusere lidt mindre på tal, siger hun.

Facebook
Twitter