Sundhedstjek rykker ud på virksomheder

Hjerteforeningen og Lungeforeningen sundhedstjekker folk, når de er på arbejde.

Sundhedstjek rykker nu væk fra den praktiserende læge og ud på virksomhederne. (© Colourbox)

Nu bliver det nemmere for folk med en kort uddannelse at få tjekket deres helbred.

Lungeforeningen og Hjerteforeningen er gået sammen om at tilbyde sundshedstjek til virksomheder.

På den måde er det lettere for medarbejderne at være med. Projektet kaldes 'Mit gode liv', og i dag undersøger man sundheden hos Arlas medarbejdere i friskvareterminalen i Christiansfeld.

Det er vigtigt at komme ud til folk

Direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt, siger, at det er nemmere at få fat i mændene, når man tager ud på virksomhederne.

- Vi kommer ind og møder dem i deres hverdag, og der kan vi gøre noget andet, end vi måske kan ved den praktiserende læge, siger hun.

I dag tager sygeplejersker fra lungekorpset ud og måler medarbejdernes lungefunktion hos Arla. For Arlas centerchef, Jan Andersen, handler det dog ikke om at pådutte medarbejderne en sund livsstil.

- Det her er mere et spørgsmål om, hvordan man kan hjælpe hinanden til at få et sundere liv, siger han.

Medarbejderne får tilbud om hjælp

Når medarbejderne er undersøgt, så kan der blive fulgt op med for eksempel rygestopkurser.

Omkring 300 medarbejdere i friskvareterminaler ved Slagelse og Christiansfeld er de første, der er med i sundhedstjekkene. De får mulighed for at få målt deres lungefunktion og blive en del af projektet 'Mit gode liv'.