Sygehus har ikke oplyst om coronaramt personale: ’Det kan skabe mistillid’

Flere af Sygehus Lillebælts afdelinger har været ramt af coronasmitte, uden det er meldt offentligt ud.

På sygehuset har medarbejdere fra organkirurgisk afdeling og teknisk afdeling været hjemsendt med coronavirus, uden at sygehuset har informeret regionen eller offentligheden. Det ser regionsrådsmedlem Villy Søvndal (SF) gerne ændret i fremtiden. Arkivfoto fra Kolding Sygehus. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

14 ansatte og 7 patienter på en afdeling for urinvejskirurgi på Sygehus Lillebælt i Vejle er blevet smittet med coronavirus, og afdelingen var

midlertidigt
lukket indtil i dag.

Men faktisk er det ikke første gang, der har floreret smitte blandt ansatte på Sygehus Lillebælts afdelinger, men her har sygehuset ikke informeret

offentligheden
om smitten.

Tidligere har Kolding Sygehus sendt flere smittede medarbejdere hjem fra organkirurgisk afdeling, mens også teknisk afdeling, der har tømrere, gartnere og elektrikere ansat, har haft smitte blandt personalet.

På Sygehus Lillebælt mener lægefaglig direktør Mads Koch Hansen, at alt er

håndteret
korrekt, og at man skal være varsom med at melde ud hver gang, der er et smittetilfælde.

- Vi har haft nogle sager, hvor der har været smitte blandt vores personale, men ikke blandt vores patienter. Og der har vi ikke vurderet, at vi skal hænge personalet ud til offentlig udskamning. Det er jo folk, der er enormt kede af, at de er blevet smittet, og vi ved ikke, hvorfor de er blevet smittet, siger Mads Koch Hansen.

'Kan skabe en mistillid'

Men den fremgangsmåde møder kritik. Blandt andet fra Danske Patienter, der er paraplyorganisation for patient- og pårørendeforeninger i Danmark.

- Vi kan godt forstå det hensyn, man gerne vil tage. At man ikke vil bekymre patienter unødigt. Men sagen er bare den, som det også er tilfældet nu, at de her sager kommer frem før eller siden. Og derfor kan det skabe en mistillid i forhold til, om der er andre sager, vi ikke har hørt om, og om de er

håndteret
tilstrækkeligt godt, siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter.

Heller ikke i Region Syddanmarks sundhedsudvalg fik man information om smitten på Kolding Sygehus.

Det vil Villy Søvndal, der er medlem af

regionens
sundhedsudvalg for SF, gerne have i fremtiden.

- Jeg har bedt om, at vi bliver orienteret fremover. Jeg tror, vi alle har en fælles interesse i så meget åbenhed om det her som muligt. Ellers danner der sig myter om, hvad der er sket, siger Villy Søvndal (SF).

Mere utrygt at høre om alle tilfælde

Sygehus Lillebælts lægelige direktør Mads Koch Hansen siger, at han ’som patient vil blive meget mere utryg, hvis jeg hver gang, man havde et tilfælde, blev informeret om det i pressen’.

Men det er Villy Søvndal uenig i.

- Jeg tror ikke, det skræmmer nogen unødigt. Folk er opmærksomme og følger med, og de ved godt, at der kan komme udbrud. Det

afgørende
for folk, tror jeg, er, at de udbrud bliver
håndteret
åbent og professionelt, siger Villy Søvndal.

Mads Koch Hansen, lægelig direktør i Sygehus Lillebælt.

Hvis politikerne i Region Syddanmark beslutter, at der skal informeres om alle smittetilfælde på sygehusene, vil Mads Koch Hansen gøre det.

- Villy Søvndal sidder i vores regionsråd, og de bestemmer, hvordan tingene skal være. Så hvis man gerne vil have det, så bliver det sådan, siger han.

- Vi har meldt ud, når vi har vurderet, at det har haft en interesse for

offentligheden
. Det mener vi ikke, det har haft i de andre sager. Det kan andre selvfølgelig have en anden vurdering af, men vi har fulgt reglerne, siger Mads Koch Hansen, der understreger, at alle patienter trygt kan komme til behandling på Sygehus Lillebælts sygehuse.

Facebook
Twitter