Sygehus smed dyrt inventar ud i læssevis: Nu får møbler nyt hjem

Sygehus Lillebælt blev i starten af året udsat for massiv kritik på grund af nogle kasserede møbler.

Sådan så der ud i januar ude foran Give Sygehus, hvor møblementet var på vej på forbrændingen. (Foto: Jim Hoff © Give Avis)

Det vakte stor harme landet over, da Sygehus Lillebælt i midten af januar valgte at smide brugbare og dyre møbler ud fra det nu lukkede Give Sygehus fremfor at forære dem væk eller sælge dem.

Store containere fyldt med dyre møbler stod og frøs i sneen, mens der blev ryddet op på Give Sygehus. Borgerne var rasende og krævede, at møblerne blev genbrugt. Kirkens Korshær var blandt dem, der tilbød at tage imod nogle af møblerne.

Sygehus Lillebælt lyttede til kritikken, og nu er de møbler, der ikke blev smidt ud, på vej til at blive genanvendt.

- Situationen er, at vi siden dengang har dannet os et endeligt overblik over hvor meget overskydende møblement, der er på Give Sygehus. Derefter har vi taget kontakt til regionens øvrige sygehuse og spurgt, om de kunne se en interesse i møblerne, siger Christian Sauvr, der er økonomi- og planlægningschef hos Sygehus Lillebælt.

- Det har vi heldigvis fået nogle positive tilbagemeldinger på. Vi er ved at bringe møblerne til især Sygehus Sønderjylland, som har tilkendegivet en interesse, siger han.

Han erkender, at det var en forkert beslutning at smide møblerne ud.

- Vi vil rigtig gerne lære af den her situation og sørge for, at hvis vi står i lignende situationer fremadrettet, får vi sikret nogle arbejdsgange, så alle kan få gavn af de her møbler på den bedst mulige måde, siger Christian Sauvr.

Vil aldrig kunne forstå, hvad de lavede

Else Brink fra Give var en af de første til at dele sin forargelse og gøre opmærksom på, at inventaret fra Give Sygehus stod i containere og var klar til udsmidning.

Sygesenge ude foran det lukkede Give Sygehus (Foto: Jim Hoff © Give Avis)

Hun er glad for, at de resterende møbler bliver genbrugt, men hun er stadig rystet over det pres, der skulle til, for at Sygehus Lillebælt kunne se problemet.

- Det kan jeg kun synes er en rar ting, men jeg kan samtidig sige, at jeg vil aldrig kunne forstå, hvad det var, de lavede dengang. Jeg håber, de har lært deres lektie, for det kan ikke være rigtigt, siger Else Brink.

Og den lektie mener Christian Sauvr bestemt, at de har lært i Sygehus Lillebælt.

- Det var også noget, der skar i hjertet på os, at nogle af de ting, der så ud til at være nogle okay ting, lå i en container. Det er noget, vi gerne vil lære af – og sikre, at der stadig er sund fornuft i de ting, vi gør. Det er noget, vi bestræber os på, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.