Taler de praktiserende læger sammen, får borgerne bedre og mere sikker behandling

I Kolding skrives der langt færre recepter på problematisk antibiotika til behandling af øjenbetændelse.

Når lægerne taler sammen og udveksler erfaringer, bliver behandlingen af patienterne bedre. (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Når børn i Kolding får betændelse i øjnene, får de udskrevet den samme medicin, uanset hvilken af kommunens praktiserende læge, far eller mor søger hjælp hos.

Det er et resultat af, at landets læger er begyndt at arbejde sammen i lokale grupper. Her udveksler de erfaringer og kigger på data, som kan gøre behandlingen bedre.

Ugeskrift for Læger skriver, at næsten alle landets praktiserende læger er kommet med i en gruppe - eller klynge, som det kaldes i lægeverdenen.

Klyngerne blev en del af de praktiserende lægers overenskomst i 2018 med inspiration fra lande som Holland, New Zealand og Skotland.

Mindre risiko for resistens

I Kolding har det nye samarbejde båret fugt.

Tidligere foretrak de fleste læger i kommunen at behandle betændte øjne med Fusidinsyre. Lægemidlet er dog en type antibiotika, som kan medføre resistens, og derfor har klyngens læger givet hinanden håndslag på at udskrive et alternativt middel, når byens borgere henvender sig med øjenbetændelse.

Det har ført til et markant fald i brugen af Fusidinsyre, fortæller lægefaglig konsulent og praktiserende læge Henrik Rasmussen fra Kolding.

- Dels bliver der brugt mindre antibiotika, og dels bliver der brugt mere af det rigtige anibiotika, så man undgår resistensudvikling, siger han.

Indsatsen for at få lægerne til at udskrive den rigtige medicin mod øjenbetændelse, har givet klyngen i Kolding mod på at kigge på behandlingen af diabetes.

- Øjenbetændelse er et lille område, og nu arbejder vi med diabetes, som et et større indsatsområde. Det handler alt sammen om, at patienterne skal have en ensartet høj kvalitet i deres behandling, siger Henrik Rasmussen.

Fokus på stærk medicin mod smerter

I nabo-kommunen Fredericia har en lægeklynge haft fokus på opioider, som er en stærk smertestillende medicin.

Opioiderne hører til blandt de stoffer, som misbrugere gerne vil have fat, og ifølge en rapport fra Center for Rusmiddelforskning, har man i Fredericia større udfordringer med den type stoffer end i andre byer.

Her har lægernes samarbejde været en moderat succes, skriver Ugeskrift for Læger.

- Det har taget meget lang tid at få data. Vi har fået at vide, at det tager trekvart år at udvikle klyngepakkerne, og det er altså ikke det tempo, praktiserende læger arbejder i. Vi kan ikke vente så længe.

Patienter roser arbejdet

Paraplyorganisationen Danske Patienter hilser lægernes nye samarbejder velkomment. Patienterne er godt tjent med, at de praktiserende læger er begyndt at arbejde sammen om at ensrette behandlingen, lyder meldingen.

- Når lægerne sætter sig sammen, og ser på, hvor de kan forbedre kvaliteten, kan det i sidste ende være med til at forbedre kvaliteten af behandlingen. Derfor er det vigtigt, at man har klynge-samarbejderne, siger Morten Freil, som er formand for Danske Patienter.

Han håber, at lægernes arbejde med at sikre kvaliteten af behandlingerne, kan nå endnu længere ud, så praktiserende læger, sygehuse og kommuner bliver bedre til at snakke sammen.

- Man bør også på nationalt plan få mere forpligtende standarder for kvaliteten, mener han.

Facebook
Twitter