Thomas blev reddet i land af frivillige sejlere: Nu hjælper han selv nødstedte småskibe

Dansk Søredningsselskab har haft travlt i den varme sommer.

Thomas Strøbech fra Juelsminde er frivillig i Dansk Søredningsselskab. De hjælper sejlere, som for eksempel er stødt på grund, har knækket masten eller fået motorstop. (Foto: Steffen Lübbert terpling © DR P4 Trekanten)

Frivillige har haft travlt den her sommer med at redde sejlere, som har fået motorstop, har knækket masten eller hvor skipper er gået på grund.

De er med i Dansk Søredningsselskab, som i år har været på havet 500 gange. Hele sidste år var de frivillige med i 425 aktioner.

Thomas Strøbech fra Juelsminde er én af dem, som har fået hjælp efter en uheldig tur på havet.

Han var på tur med sin familie i båden i det gode sommervejr, men ramte en sten på det lave vand, og til sidst satte gearkassen ud.

- Vi drev mod land, og vi havde ikke anker ombord. Jeg hoppede i vandet og stod i vand til skuldrene, men jeg holdt båden, og min kæreste prøvede at finde ud af, hvordan vi kunne komme tilbage til Juelsminde, fortæller Thomas Strøbech til DR Trekanten.

De fik fat i Dansk Søredningsselskab i Juelsminde, som sendte to mænd, der hjalp med at trække båden ind i havnen.

Efter den oplevelse har Thomas Strøbech selv meldt sig som frivillig.

- Jeg føler, at jeg giver noget tilbage igen, siger han.

De hjælper Søværnet

Dansk Søredningsselskab har ni stationer i hele landet. De er bemandet med frivillige, som hjælper med aktioner ved ikke livstruende situationer til søs.

Samtidig står de til rådighed for Søværnet, der står for det officielle redningsberedskab.

Det betyder, at sejlere kan få hurtigere hjælp, siger Klaus Thing Rasmussen, der er vagtholdsleder i Forsvarets Operationscenter.

- Vi bruger dem primært til mindre opgaver for eksempel på grund eller motorhavari, og vi har brug for alle de ressourcer, vi kan opdrive, fordi Danmark ligger med vand til alle sider, mener Claus Thing Rasmussen.

I Juelsminde har de frivillige reddere fra Dansk Søredningsselskab startet redningsbåden op 50 gange i år.

Pengene til arbejdet kommer fra kontingenter samt donationer fra private, virksomheder og fonde.

Facebook
Twitter