Thomas vender hjem til havnefesten hvert år: 'Det er sgu altid sjovt at danse til Sussi og Leo'

Byfester og små festivaler trækker tit folk hjem til den by, de kommer fra.

Ølteltet er banket op, og pølser og brød ligger klar til at blive smækket sammen til en hotdog.

Juelsminde Havnefest er godt i gang.

For mange er sommerens byfester og små festivaler en gylden chance for at vende tilbage til barndomsbyen for at se gamle venner.

En af dem er Thomas Lykkegaard. Han bor i Kolding, men er som sædvanlig taget hjem til Juelsminde.

- Du kan gå rundt på pladsen nede på havnen, og du kan næsten ikke gå ti meter, før du lige møder den næste, som skal have en krammer. Det kan man ikke undvære, synes jeg, siger Thomas Lykkegaard, der er 23 år.

Hvert år slår han teltet op i familiens have, og så kommer de gamle venner, som nu bor Vejle, Aabenraa, Aarhus, Kolding.

- Det er sgu altid sjovt at danse til Sussi og Leo, griner Thomas.

Festen har været i gang nogle dage. Sussi og Leo har spillet, og der står tomme flasker og lugter lidt af sur øl.

- Om aftenen går vi ned på havnen og kører radiobiler. Vi tager i Hyttefadet, og alle dem der står bag baren, er ofte nogen man kender. Mit gamle gymnastikhold står for eksempel i baren i morgen, siger Thomas Lykkegaard.

Møde med gamle venner

Livsstilsekspert Helle Lundsgaard fremhæver netop de mindre festivaler, hvor næsten alle fra lokalsamfundet slår et smut omkring festpladsen.

- Det gør selvfølgelig, det er attraktivt for dem at komme hjem. Der er mulighed for at møde stort set alle, de kender, på en gang, siger livsstilsekspert Helle Lundsgaard.

  • Hvert år trækker Juelsminde omkring 30.000 gæster. Til hverdag bor der omkring 4.000 mennesker i byen. (Foto: Juelsminde Havnefest)
  • Venner fra Kolding, Vejle, Aarhus og Aabenraa vender tilbage til hjembyen for at være med til havnefesten. Så slår de teltet op hos Thomas og Søren Lykkegaard. (Foto: Sofie Lewring)
  • Havnefesten varer i flere dage og slutter søndag. (Foto: Picasa)
  • Der bliver hygget igennem i haven, inden flokken går ned på havnen om aftenen for at høre musik og møde familie og venner i baren. (Foto: Sofie Lewring)
  • Hvert år slår brødrene Thomas (t.v.) og Søren Lykkegaard teltet op i familiens have. (Foto: Sofie Lewring)
1 / 5

Det kan være Tulipanfest i Ribe, Vorbasse Marked eller Vestpark Festival i Langå.

Juelsminde kan trække 30.000 til havnefesten. Til hverdag bor der omkring 4.000 i byen.

Det er sindssygt hyggeligt

Christian Kaas på 35 år er hardcore frivillig. I 20 år har han hjulpet til ved havnefesten. Han har boet i både Ebeltoft, Randers og Østbirk.

Mindst en gang om måneden det sidste år har han været i Juelsminde for at hjælpe med at bygge barer og trykke programmer.

- Vi har et utroligt stærkt bånd sammen alle de frivillige. Det er et fristed, og vi er en gruppe kammerater, hvoraf vi kun ser nogle den ene gang om året. Det er bare så sindssygt hyggeligt at være hernede, siger Christian Kaas.

Kan lokke unge tilbage til byen

En ting er at komme hjem i en forlænget weekend for at være med til havnefest.

Men faktisk kan det også føre til, at flere flytter permanent hjem til barndommens gader, siger Helle Lundsgaard.

- Når man er hjemme, bliver man måske opmærksom på, at vennerne har fået børn. Og når man begynder at stifte familie, bliver det typisk mere attraktivt at flytte ud i provinsen. Måske hører man tilfældigvis om et hus, der er til salg. Og det er klart, at det kan smitte, siger hun.

Sidste år viste en undersøgelse fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, at Hedensted Kommune, hvor Juelsminde ligger, er rigtig god til at lokke bysbørnene til at flytte tilbage.

På landsplan er det i alt 14,3 procent af de bortrejste unge, som flytter tilbage, inden de er fyldt 33 år. I Hedensted Kommune er tallet helt oppe på 21,3 procent.

Også Tårnby, Kerteminde, Brønderslev, Fredericia og Vordingborg er bedre end landsgennemsnittet til at trække bysbørnene hjem igen.

Men Christian Kaas regner ikke med at flytte tilbage til Juelsminde.

- Nu er jeg flyttet på grund af arbejde og familie. Det er derfor, jeg ikke bor i Juelsminde mere, siger han.

Thomas Lykkegaard afviser ikke helt at vende tilbage.

- Juelsminde er fin nok i sommerhalvåret, i vinterhalvåret er det lidt tungt. Man vil gerne ud og se verden an, så kan man måske vende hjem, når man bliver lidt ældre, siger Thomas Lykkegaard.

Facebook
Twitter