Tidligere formand for Etisk Råd: Aktiv dødshjælp skal ikke legaliseres

Ole Hartling, der er tidligere overlæge og formand for Etisk Råd mener, det vil fange især lægerne i et ubehageligt dilemma.

- Når man ser dem, man elsker, være forpint, så kan man da sagtens tænke: nu må de gerne slippe. Der tror jeg, det er vigtigt, at vi har en lov, der ikke gør, at vores ønsker udmøntes i handling, siger tidligere formand for Etisk råd, Ole Hartling. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Debatten omkring aktiv dødshjælp er endnu engang blusset op, efter 78-årige Mogens Arlund forleden blev i dømt 50 dages betinget fængsel for medlidenhedsdrabet på sin hustru.

Forbuddet står stadig ved magt, men på Christiansborg er flere folketingspolitikere blevet for legalisering af aktiv dødshjælp.

Men tidligere overlæge og formand for Etisk Råd, Ole Hartling, er meget imod at gøre aktiv dødshjælp lovligt.

- Nok får man et frit valg, men man er så ikke fri for valget. Så det bliver indirekte tvang med lovgivningen, siger han.

Og efter mange år som læge mener Ole Hartling, at det især er lægerne man fanger i et ubehageligt dilemma.

- Det bliver dem, der skal i forreste række med deres sprøjter, og det vil de fleste læger nødigt. De vil gerne blive på livets side. Det er vigtigere at kunne fjerne lidelse end at fjerne den, der lider, siger han.

Udover årene som læge, har Ole Hartling også mærket dilemmaet i sit private liv.

I 2012 var Ole Hartlings nu afdøde kone Katrine nemlig dødeligt syg og dengang lå tanken om aktiv dødshjælp ikke fjernt.

- Når man ser dem man elsker være forpint, så kan man da sagtens tænkte, nu må de gerne slippe. Der tror jeg det er vigtigt, at vi har en lov, der ikke gør at vores ønsker udmøntes i handling, siger han.

Facebook
Twitter