Tilbage i ligaen: Håndboldbyen Fredericia er stolt og glad

Efter mange års fravær spillede traditionsrige Fredericia HK sig i dag tilbage i håndboldligaen.

Fredericia HK vinder over Ajax København, og da FHK kun skulle bruge et enkelt point til at rykke op i landets bedste liga, er det en kendsgerning, at Fredericia nu er rykket op efter en en intens udebanekamp i København. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Fredericia HK er fra næste sæson tilbage i håndboldligaen. Det står klart efter at holdet i dag sikrede sig 1. pladsen i 1. division, der giver direkte oprykning til landets bedste håndboldrække.

I Bavnehøjhallen i København hentede Fredericia HK de afgørende point, som betyder, at sæsonen sidste kamp er uden betydning. Det skete med en forholdsvis sikker sejr på 26-30 over Ajax København.

Det var en glad og stolt træner Jesper Houmark, der kort efter kampen gjorde status på sæsonen.

- Vi har haft et bredt hold, hvor forskellige præsterer og byder ind hele tiden. Det betyder, at vi har haft en stor styrke på vores hold, og at vi har haft godt træningsmiljø, hvor der er blevet leveret både til træning og til kamp, sagde han.

Han mener at Fredericia nu er tilbage, hvor byen hører til: Nemlig i håndboldligaen, og det har stor betydning - ikke bare for håndboldholdet.

- Det har en kæmpe betydning. For os som hold og for byen, men også for håndboldligaen. Fredericia er en traditionsrig håndboldby. Med det set up, de tilskuere og det materiale, vi har i dag, så hører vi til i håndboldligaen, mener han.

Klubben var ellers helt nede at vende både sportsligt og økonomisk, da den efter et par nedrykninger endte med at gå konkurs i 2012. Den dårlige økonomi betød tvangsnedrykning til Jyllandsserien, og siden har Fredericia HK arbejdet på at vende tilbage til toppen af dansk håndbold.

Målmand Mogens 'Mugge' Jeppesen var en af de store profiler - både på landsholdet og hos Fredericia KFUM. Her fra OL i 1984 mod Spanien, hvor han stod en fantastisk kamp. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

Med hele vejen op

Formanden for Fredericia HK's fanklub HK Ultra, Anders Holm, har været med hele vejen, og han er naturligvis ovenud glad for, at Fredericia er tilbage i ligaen.

- Det er kæmpestort og en kæmpe forløsning. Vi føler jo et eller andet sted, at vi hører til der oppe. Vi startede rejsen, da klubben gik konkurs, og var nede at vende i Jyllandsserien, siger Anders Holm.

I slutningen af 1970'erne var klubben dominerende i datidens bedste række, 1. division, og fra 1975 til 1979 blev der hver år sat en ny danmarksmester-pokal i skabet.

Videoen herunder er fra klippet ud af TV-Sporten i marts 1977, da klubben vandt sit tredje danske mesterskab i træk.

Da klubben højst ufrivilligt havnede i Jyllandsserien, gik der noget tid at lande på benene igen, og finde en ny retning for klubben.

Heldigvis var der mange af de trofaste fans, der blev ved med at følge Fredericia HK, selv om rammerne om kampene var noget mere ydmyge.

- Vi spillede en udekamp i Tinglev, hvor vi stillede med 50 mand. De havde aldrig set noget lignende, husker Anders Holm om sæsonen i Jyllandsserien.

Og håndbolden har de seneste årtier fyldt meget i Fredericia, for mesterskaberne i 1970'erne var i den grad med til at grundlægge en interesse for sporten, der på trods af nedgangen forsat er i live, og har det godt.

Byen bakker op

- Fredericia er en håndboldby. Der er stor tradition for det - helt tilbage fra de fem mesterskaber. Og det siger også noget, at vi i 1. division kan trække 2000 tilskuere til hver eneste kamp. Der er noget særligt ved håndbolden. Folk er interesserede i det, og byens butikker bakker op, fortæller Anders Holm.

Det har uden tvivl også hjulpet klubben, at der for tre sæsoner siden kom økonomisk opbakning fra T. Hansen, der i dag både er navnesponsor for hjemmebanen og hovedsponsor for klubben. Bent Jensen, som ejer reservedelsfirmaet, er bosiddende i Fredericia, og i dag formand for håndboldklubben.

I dag er økonomi og strategi glemt for en stund, for lige nu fejrer spillere, fans, ledere og trænere, at modstanderne fra næste sæson hedder Skjern, BSV, Aalborg og GOG. Og det bliver en god tur i bussen hjem fra København.

- Det bliver en fest af den anden verden. Og jeg er sikker på, at der også bliver et eller andet, når spillerne lander et par timer efter. Vi skal nok give dem en velkomst, der er noget ved, siger Anders Holm.

Facebook
Twitter