Tina er udviklingshæmmet og bearbejder sin sorg med kunst: Hej mor, så er jeg her igen

11 udviklingshæmmede udstiller værker på Koldinghus.

Tina Rasmussen i kunstværket 'Æret være Hendes Minde', som kan ses på Koldinghus frem til december.

39-årige Tina Rasmussen fra Kolding er udviklingshæmmet og kunstner.

Et af hendes kunstværker kan i øjeblikket ses på museet på Koldinghus. Værket hedder 'Æret være Hendes Minde'. Værket er en kasse, som minder om et gravmonoment med tre grønne vægge. Der er granitsten i bunden, ligesom på stierne på kirkegården.

På de grønne vægge i værket er der billeder fra en kvindes liv, for eksempel bryllupsbilleder, ungdomsbilleder og billeder af børn, og i baggrunden kan man høre Dorte Kollo synge 'Hvem du end er, så velkommen til verden'.

Når sangen slutter, kan man høre en stemme sige: 'Hej mor, så er jeg her igen.'

Stemmen tilhører Tina Rasmussen, i kunstværket hilser hun på sin mor, der døde for tre år siden. Ud over at spille musik, som minder hende om moderen, så fortæller Tina, hvordan det går i dag og hvordan hun har det.

- Mit kunstværk handler om min mor og minder mig om hende. Hun var et skønt menneske med et stort hjerte, men nu har hun det godt, siger Tina Rasmussen.

Tina er en af de elleve udviklingshæmmede, der studerer på kunstskolen Nordhøj, som er en 3-årig uddannelse for voksne udviklingshæmmede.

Her bliver Tina undervist i blandt andet tegning, maleri og kunsthistorie. De studerende laver det, som kaldes outsiderart.

- Outsiderart er en betegnelse for kunst, som er skabt af netop outsidere i forhold til den etablerede kunstscene. Det kan være handicappede eller psykisk syge, som lever sådan lidt på kanten af det etablerede, siger Stine Ofelia Kildevang, der er kunstfaglig leder på Nordhøj.

Kan bruge kunst til at formidle

For Koldinghus, der lægger lokaler til udstillingen, handler det først og fremmest om værkerne og kunsten. Her skeler man ikke til, at kunstnerne er udviklingshæmmede.

- Det er væsentlig for os at vise de nye kunstværker, men også at være engagerede i de dygtige kunstnere, der findes i vores lokalområde, siger kurator på Koldinghus Anni Nørskov Mørch.

Nogle gange kan det være svært for udviklingshæmmede at bruge det talte eller skrevne sprog. Derfor er kunsten en god mulighed for dem.

- Det giver dig et sprog til at udtrykke, hvem du er, og du bliver en del af et større fællesskab på lige præcis dine betingelser, siger Anni Sørensen, der er formand for landsforeningen LEV.

For Tina Rasmussen er kunsten en vej til selvtillid.

- Det har virkelig styrket mig og givet mig tro på mig selv. Jeg har lært meget, og det har været spændende at lave kunstværket om min mor, siger hun.

Udstillingen hedder Outsiderart på Slottet og kan ses indtil den 2. december.

Facebook
Twitter