Tina fik 2.500 kroner af Miljøstyrelsens millioner: 'Jeg ser mere affald i naturen end nogensinde før'

Miljøstyrelsen har uddelt mere end tre millioner kroner til små og store private affaldsprojekter.

Tina har fået 2.500 kroner ud af en pulje på 3,1 millioner kroner, som Miljøstyrelsen har uddelt til private aktører, der gerne vil gøre noget for at holde de danske strande rene.

Kampen mod affald og plastik på de danske strande er ikke kun en kamp, der bliver kæmpet af de danske myndigheder.

Også privatpersoner og virksomheder har mulighed for at deltage, og det har Miljøstyrelsen forsøgt at gøre mere attraktivt via den såkaldte ’strandoprydningspulje’, der netop er blevet uddelt.

Men hvad koster det at gøre en indsats mod affaldet langs strandene? Ikke nødvendigvis ret meget. Den mindste pulje, Miljøstyrelsen uddelte, lød på blot 2.500 kroner, og den gik til 43-årige Tina Mygind Nordtorp Jørgensen fra Vejle.

- Der er meget mere affald i naturen, end jeg synes, jeg nogensinde har set. Jeg vil bare gerne gøre en indsats for, at det bliver fjernet igen, siger Tina Jørgensen om sin motivation for at søge puljen.

Konkret skal pengene bruges på at arrangere en affaldsindsamling langs Vejle Fjord, hvor Tina Jørgensen i forvejen bruger meget tid på at samle skrald på eget initiativ.

Ting som malerspande, sko, plastik, paraplyer, handsker og flasker er blot noget af det, hun har fundet på sine ture ud med en affaldssæk.

- Jeg har prøvet at lave skraldeindsamlinger på eget initiativ, men der skal noget andet til, hvis man skal samle folk. Pengene skal gå til handsker og ting til at samle skraldet med, og måske til en kop kaffe og et stykke kage, siger Tina Jørgensen.

'Mange vil gøre en forskel'

I alt fik 25 projekter gavn af de samlet set 3,1 millioner kroner, der blev delt ud.

Nanna Nørholm, der er funktionsleder i Miljøstyrelsen, er glad for, at der er så mange private aktører, der vil hjælpe.

- Mange har en vilje og energi til at gøre en forskel, og vi kan være med til at understøtte det. Det er godt at gribe det engagement, selvom det ikke er noget stort projekt, siger Nanna Nørholm.

Hun er ikke overrasket over, at der har været pænt med interesse fra privatpersoner og virksomheder for at hjælpe med at rydde op.

- Vi deler som regel ud i større portioner, men denne gang er det også til private borgeres frivillige initiativer. Og det giver rigtig god mening for os at understøtte det befolkningsønske, der er om at få ryddet op, siger Nanna Nørholm.

På med vanten

43-årige Tina Jørgensen har i de seneste år oplevet sig selv blive mere opmærksom på, hvordan naturen omkring hende tog sig ud.

Hun er aktiv vandsportsudøver, og hun har på flere sejlture set plastikflaskerne i vandet og ved stranden.

- Hvis vi nu alle sammen er med til at samle det her op, kunne vi måske gøre en forskel og få det ryddet op igen. Vi er alle en del af, at det havner der, synes jeg, siger hun.

Og så har hun et ganske håndgribeligt råd til alle, der gerne vil hjælpe med at få ryddet op i naturen.

- Hvis man alligevel skal ud og gå en tur, så tag en pose med og et par vanter. Man kan blive så overrasket over, hvad man kan finde undervejs, siger Tina Jørgensen.

De har fået støtte

  • ARWOS Service A/S, Aabenraa, 85.000 kr.

  • Sparta Atletik og Motion, Amager Strandpark, samt Nakskov Strand, Jyllinge Strand og Esbjerg Strand, 486.000 kr.

  • FRAK, Amager, Dragør, Strandmøllen og Bellevue, 395.000 kr.

  • Tønnisgaard, Rømø, 15.000 kr.

  • Havodderen, Odder, 44.600 kr.

  • Ryan d'Arcy Metcalfe, Ren Kyst Skallingen, Varde, 70.000 kr.

  • Race for Oceans, Vesterhavet, 99.000 kr.

  • Kolby Kås og Omegns Borgerforening, Samsø, 69.194 kr.

  • Hold Danmark Rent, 10 større åer i Danmark, 99.850 kr.

  • Syddjurs Bo- og Aktivitetstilbud, Syddjurs, 96.124 kr.

  • Hold Danmark Rent, Holstebro, 70.875 kr.

  • Tina Mygind Nordtorp Jørgensen, Vejle, 2.500 kr.

  • Ærø Kommune, Ærø, 15.200 kr.

  • Nationalparkfond Skjoldungernes Land, Roskilde og Lejre, 449.320 kr.

  • Støttecentret Jernstøberiet Kerteminde Kommune, Kerteminde, 2.825 kr.

  • Hold Danmark Rent, 30 kommuner, 249.000 kr.

  • Køge Kommune, Køge, 45.000 kr.

  • Ejby Bylaug, Ejby, 11.500 kr.

  • Camilla Uttenthal, Nyborg og Svendborg, 50.000 kr.

  • Burson Cohn & Wolfe Sport ApS, Vadehavet, 303.000 kr.

  • I/S REFA, 2020, Lolland og Guldborgsund, 245.000 kr.

  • Anne Meyer Knudsen, Aarhus, 14.250.

  • Strandet IVS, Thisted, 218.000 kr.

  • Endelave Hav og Dambrug - Nej Tak, Horsens, 16.000 kr.

  • Flemming Rosenaa Dufke, Hjørring, 4.720 kr.

Facebook
Twitter