Tørken truer Harald Blåtands forsvarsværk

Kongernes Jelling har iværksat redningsaktion for at redde 1000 år gamle stolper

Resterne af Harald Blåtands 1000 år gamle palisade i Jelling var i overhængende fare for at gå til grunde i denne uge.

De gamle egetræsstolper står under bunden af Smededammen i Jelling, og er det håndgribelige bevis på, at kongebyen Jelling var omkranset af en stor palisade.

Men tørken var tæt på at udtørre dammen, hvilket ville have været katastrofalt for stolperne.

- Når søbunden kommer til syne, og bunden begynder at krakelere, kommer der ilt ned til træet, der er under søbunden. Sådan noget gammelt egetræ, som har ligget der i omkring 1000 år kan ikke tåle ilt, så det dør lynhurtigt, siger formidlings- og eventansvarlig på Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen.

Palisaden strækker sig hele vejen rundt om den gamle kongeby, og omkring 10 meter af den løber gennem Smededammen. Her har stolperne overlevet i 1000 år fordi de har været under vand.

Redningsaktion for stolperne

For ikke at miste fortidsmindet satte Kongernes Jelling i denne uge gang i en redningsaktion.

- Lige nu har vi en Storm P.-agtig løsning, hvor søen er delt op i to dele, og så hælder man vand fra den ene del over i den anden. Så vi arbejder på en mere permanent løsning, der kan beskytte træet, siger Morten Teilmann-Jørgensen.

I 2013 blev en af stolperne taget op af dammen, og er nu udstillet. Resten af stolperne skal blive i søen af hensyn til vores efterkommere.

- Det kan være, at man udvikler nye metoder, så i 2013 tog man kun et stykke op til udstillingen, og lod resten blive i Smededammen, fortæller Morten Teilmann-Jørgensen.

Og der er al mulig grund til at lægge sig i selen for at redde de sidste rester af Harald Blåtands palisade.

I disse dage er der møde i UNESCO's verdensarvskomite i Bahrain, og det skal bl.a. diskuteres om palisaden skal føjes til listen, der også omfatter kirken, gravhøjene og naturligvis Jelling-stenene.

Facebook
Twitter