Tre ud af fire p-bøder droppes, når man klager: 'Det tyder på, at bøderne er givet urimeligt'

Langt de fleste parkeringsafgifter bliver revet over, når man klager til nyt klagenævn.

Træt af dem her? Hvis du mener, at afgiften er urimelig, kan det ofte betale sig at klage til Parkeringsklagenævnet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det kan være en sej omgang, hvis man kaster sig ind i kampen og forsøger at få annulleret en parkeringsafgift.

Men hvis man klager til det nye Parkeringsklagenævn, er der langt større chance for at slippe for at betale, end hvis man selv bokser med selskabet bag bøden.

Nævnet blev oprettet sidste år, og de første erfaringer tyder på, at det giver rigtig god mening at bede nævnet kigge på sagen, hvis man har fået en gul seddel bag vinduesviskeren.

Mange af de store parkeringsselskaber er med i nævnet, for eksempel Europark.

Indtil videre er der 1.700 parkanter, som har fundet frem til klagenævnet og har bedt dem kigge en afgift efter i sømmene.

Mange oplever, at det får selskabet bag afgiften til at droppe den. Det oplyser medlem af nævnet fra Forbrugerrådet Tænk Vibeke Myrtue Jensen.

- Når tre ud af fire sager, der er trukket tilbage eller annulleret før behandling i Parkeringsklagenævnet, er bøder annulleret af branchen, tyder det på, at mange af bøderne er givet urimeligt, siger Vibeke Myrtue Jensen.

Billigere at droppe end at tabe sagen

Det koster 175 kroner at klage over en afgift, men pengene kommer retur, hvis man får medhold. Taber et parkeringsselskab en sag i nævnet, koster det selskabet 3.500 kroner, mens det er noget billigere - nemlig 1.000 kroner - hvis selskabet dropper sagen, før den kommer på nævnets dagsorden.

Og det er altså her, at langt de fleste sager slutter.

DR har forelagt tallene fra Parkeringsklagenævnet for formanden for Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening, Jørgen Pedersen.

Han ønsker ikke at udtale sig, men i en mail skriver han, at oplysningerne hviler på et 'ufuldstændigt' grundlag.

Parkeringsklagenævnet har endnu ikke udgivet sin første årsrapport, men tallene bekræftes af juridisk konsulent Dennis Lange fra bilisternes organisation FDM, der også er medlem af nævnet.