Tulip klar til kinesisk pølse-eventyr

Kineserne kan snart spise pølser Made in Denmark. På Tulips fabrik i Vejle, er de klar til at udvikle særlige pølser til det kinesiske marked.

Kineserne skal lære Tulip at kende. Pølsefabrikken fra Vejle vil udvikle produkter, der målrettet det kinesiske marked. (Foto: DR © DR)

Nu kan kineserne komme til at sætte tænderne i pølser, der er lavet i Vejle.

Fødevareminister Dan Jørgensen har fået en eksportgodkendelse i Kina på 250 millioner kroner. Så Danmark bliver det første land i verden, der kan sælge pølser og andet varmebehandlet kød i Kina.

Pølserne skal blandt andet laves hos Tulip i Vejle. Kommunikationschef hos Tulip, Rune Jungeberg Pedersen  har store forhåbninger til aftalen.

- Nu skal vi i gang med markedet i Kina. Vi skal finde ud af, hvad de kinesiske forbrugere gerne vil have. På længere sigt håber vi, at vi kan øge vores eksport til Kina, siger han.

Kineserne skal måske have specielle pølser

Når der kommer hul igennem til det kinesiske marked, så kan det være, at der skal laves pølser i særlige kinesiske smagsvarianter.

- Hvis man tager Tulip i Vejle, så sælger fabrikken varer til 102 forskellige lande. Det gør den, fordi vi har startet med at spørge folk, hvad de gerne vil have der. Så udvikler vi produkter til befolkningen i stedet for bare at sige, at de skal have det, vi kommer med, siger Rune Jungeberg Pedersen.

Facebook
Twitter