'Tulle-banen' er kommet på skinner

Planlægningen af jernbanen til Billund er i fuld gang. I dag begynder den offentlige høring.

Sådan kan det komme til at se ud, hvis toget kommer til at stoppe lige udenfor terminalen i Billund Lufthavn. Visualisering fra høringsmaterialet fra Banedanmark. (Foto: Banedanmark)

Efter megen bøvl og debat, ser det nu ud til, at planlægningen af den kommende bane mellem Vejle og Billund er kommet på skinner.

Torsdag har Banedanmark offentliggjort tre muligheder for, hvor banen kan placeres.

Og seneste melding er, at der kommer til at køre tog i 2023.

Byggeriet af jernbanen, der skal sikre tog til Billund Lufthavn og Legoland, er en del af den tidligere regerings Togfonds fase 2.

Investeringen i jernbanerne skal betales af olien i Nordsøen, men oliepriserne tog efter vedtagelsen af fonden en rutschetur, og det sendte økonomien i fonden på usikker grund.

Samtidig blev det nye signalsystem til landets jernbaner forsinket.

Det har til sammen betydet, at der har været en del usikkerhed om, hvornår - om nogensinde - banen til Billund ville blive køreklar.

Fravalgte letbane

Det er i disse dage fire år siden, at aftalen om Togfonden kom på plads.

I maj 2014 kunne den daværende transportminister Magnus Heunicke (S) offentliggøre, at partierne bag fonden havde bestemt sig for en jernbane via Jelling, og ikke en letbane langs hovedvej 28.

- Fremover kan pendlere og erhvervsliv se frem til en rejsetid på blot 29 minutter mellem Vejle og Billund Lufthavn, sagde han.

I dag regner Banedanmark med, at køretiden bliver mellem 26 og 29 minutter alt efter, hvilken linjeføring der bliver valgt.

Den kommende bane er i folkemunde blevet døbt 'Tulle-banen', fordi det under forhandlingerne om Togfonden var et centralt krav fra Dansk Folkeparti, at der skulle tog til Billund.

Og da der opstod usikkerhed om økonomien i Togfonden, var Dansk Folkeparti ude med garantier om, at banen til Billund nok skulle blive til noget - også hvis togbroen over Vejle Fjord måtte droppes.

I Billund gav den fornyede debat og usikkerhed om Billund-banen panderynker mange steder, og da Billund Lufthavn offentliggjorde sine passagertal for 2017 understregede lufthavnschef, Kjeld Zacho Jørgensen overfor DR P4 Trekanten, at banen er af stor betydning for lufthavnen.

- Vi ved at op mod 30 - 40 procent af husstandene, i det område vi dækker, ikke har egen bil. Der vil toget kunne tilføre noget, som vi ikke har i dag. Jeg er sikker på, at det vil være en gevinst for lufthavnen at få en jernbane, sagde han.

Signaler klar i 2023

Og nu ser ud til, at banen er rykket et skridt nærmere.

I går lød det fra Banedanmark, at man ikke regnede med, at forsinkelsen af signalsystemet ville påvirke, hvornår banen til Billund kan tages i brug.

- Vi kommer til at rulle ud på Vejle-Struer, altså den strækning Billund-banen skal kobles på, inden 2023. Derfor vil det være muligt at koble Billund-banen på i 2023, siger økonomidirektør i Banedanmark, Peter Jonasson

Torsdag indledes så en otte uger lang høringsfase om de tre mulige linjeføringer, der er tilbage i VVM-undersøgelsen.

Banen fra Jelling til Billund kan enten bevæge sig i en lige linje mellem de to byer. I en linje syd om Åst skov eller som 3. mulighed i en nordlig linje via Gadbjerg. Du kan se de tre forslag på dette kort.

Borgere og virksomheder kan bidrage med meninger enten på to borgermøder, der holdes den 29. og 30. januar eller på BaneDanmarks hjemmeside.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.