Tusinder vil se Touren: Beredskabet i Trekantområdet opruster

Flere medarbejdere hos brandvæsen og ambulanceberedskabet skal sikre livsnødvendige funktioner, når veje lukkes, og tilskuerne stimler sammen.

I dag lukker hele Vejle by ned mellem klokken 8 og 15.30. Beredskabschef Thomas Dietz fra Vejle Brandvæsen har kaldt 12 ekstra brandmænd på arbejde for at sikre, at alle kan få hjælp, hvis det bliver nødvendigt. (Foto: (C) DR Nyheder)

Hjemmeplejen, brandvæsnet og ambulanceberedskabet står klar med ekstra medarbejdere, når Tour de France-feltet i dag lukker lange vejstrækninger mellem Vejle og Sønderborg.

Samtidig bliver ambulancer og redningskøretøjer kørt ud fra deres normale stationer og placeret på begge sider af ruten.

Det skal sikre, at alle kan få hjælp, hvis der bliver behov for det.

For det er nærmest umuligt at krydse vejene, når afspærringerne er sat op, og tusindvis af tilskuere stimler sammen for at se den sidste danske etape af Tour de France.

Flere ambulancer, lægebiler og en ekstra lægehelikopter

I Vejle klikker cykelrytterne skoene fast i pedalerne klokken 13.05, men allerede klokken 8.00 lukker vejene.

Derfor har chefen for Region Syddanmarks vagtcentral, Kim Ahlers, valgt at flytte ambulancerne ud i byen, så de ikke behøver at krydse selve ruten, hvis der bliver brug for hjælp.

Desuden har Kim Ahlers doblet op på antallet af medarbejdere på vagtcentralen.

Normalt er der mellem fem og seks på arbejde på en søndag. Men på Tour-dagen er der 12 mand på vagtcentralen.

På vejene er der to ekstra ambulancer, en ekstra lægebil og en ekstra helikopter på vagt.

Der er godt nok oprettet 40 sluser i Vejle Kommune, hvor biler kan passere selve ruten. Men de vil kun blive brugt i yderste nødstilfælde.

- Vi vil gøre alt for, at alle, der har brug for akut hjælp, får den lige så hurtigt som til dagligt, siger Kim Ahlers.

Men ellers er det planen at give løbet så meget ro som muligt.

Beredskabschef Thomas Dietz har sendt 40 frivillige brandmænd ud på gaderne for at yde førstehjælp, hvis det bliver nødvendigt. (Foto: (C) DR Nyheder)

Midlertidige brandstationer sikrer, at hjælpen når frem

I Trekantområdet har brandvæsnet oprettet flere midlertidige brandstationer.

Blandt andet bliver Stenderuphalvøen ved Kolding helt afskåret trafikmæssigt. Så her kører brandvæsnet en bil ud, inden vejen spærres.

- Der er simpelthen en spærring på ruten. Derfor flytter vi rundt, så vi kan håndtere uheld, uanset hvor man befinder sig, siger beredskabsdirektøren hos Trekantbrand, Jarl Vagn Hansen.

Også i Vejle er brandbilerne pakket med hjelme, dragter og redningsudstyr og kørt ud af brandstationen for at dække byen så godt som muligt.

De skal holde de steder på ruten, hvor der er mange mennesker, siger Thomas Dietz, beredskabschef hos Vejle Brandvæsen.

Det er sidste chance i dag, hvis du vil se Tour de France-feltet. Turen går fra Vejle til Sønderborg. (© Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S)

- Vi får jo de samme vanskeligheder med at komme frem som alle andre. Og derfor har vi valgt at sætte vores brandkøretøjer rundt omkring, så vi har mulighed for at rykke ud derfra, siger han.

Vejle Brandvæsen har kaldt ekstra 12 mand på arbejde for at dække området.

Desuden skal 40 frivillige brandmænd stå ved fanzonerne og yde førstehjælp, hvis det bliver nødvendigt.

Goodiebags og toiletaftaler til hjemmeplejen

Det er ikke kun Kasper Asgreen og Tadej Pogačar, som skal trampe i pedalerne på tredje etape.

I Vejle midtby skal hjemmeplejen sno sig ud og ind mellem tilskuere på cykel og gåben for at komme rundt til ældre og andre, der har brug for hjælp.

Også de steder, hvor de normalt kører i bil.

Distriktsleder i hjemmeplejen i Vejle, Louise Selmer, lover, at de livsnødvendige opgaver ikke bliver påvirket.

- Men det kan godt være, at frokosten bliver 20 minutter forsinket. Men det møder vi stor forståelse for ude hos vores borgere, siger Louise Selmer.

Og så er der medarbejdernes frokost. Normalt kører personalet i Vejles distrikt to tilbage til Plejecenter Bakkegården for at spise. Men det kan ikke lade sig gøre på Tour-dagen.

Så de får alle sammen en goodiebag med fyldt med mad, søde sager og drikkevarer.

Sidst men ikke mindst: Hvordan skal hjemmehjælperne finde et toilet, når der er tusindvis af mennesker i byen, og de ikke kan komme tilbage til Bakkegården?

Det har distriktsleder Louise Selmer løst ved at få lov til at låne toiletterne ved en restaurant på Havnen i Vejle.

- De offentlige toiletter er formentlig fuldstændig booket den dag. Men der har været velvillighed i det private erhvervsliv til at hjælpe os, siger Louise Selmer.

Tredje etape er 182 kilometer lang og går fra Vejle forbi Jelling, Kolding, Christiansfeld, Haderslev, Aabenraa for at slutte i Sønderborg.