De fleste af os kan glæde sig over igen at kunne gå i fitnesscenter, på café og til fodbold. Men der er også mange danskere, som stadig er i selvvalgt isolation på grund af coronavirusset.
Det gælder eksempelvis hjertesyge, diabetikere og gigtpatienter, som får medicin, der dæmper deres immunforsvar.
Gigtforeningen alene vurderer, at omkring 20.000 af deres medlemmer stadig er i selvvalgt isolation.
Karla holder stadig afstand
En af dem er 34-årige Karla Pilgaard, som bor i en landsby udenfor Vejle. Hun lider blandt andet af rygsøjlegigt og holder sig derfor for sig selv og ser kun sin allernærmeste familie.
- Jeg vil få et markant værre forløb, hvis jeg bliver ramt af Covid-19, siger Karla Pilgaard, som ikke tror på, at hverdagen kommer til at ligne sig selv i meget lang tid - vaccine eller ej.
- Når vaccinen kommer, er jeg ikke den første til at afprøve den, fordi jeg er syg, siger hun.
De seneste uger er Karla Pilgaard begyndt at bevæge sig lidt ud, men det foregår med mundbind og nogle gange også med handsker.
Bedstefar er 'giftig'
75-årige John Arne Sørensen fra Kolding lever samme tilværelse. Han har flere kroniske sygdomme og regner også med, at der går lang tid, før han for alvor dropper isolationen.
- Jeg har fra starten haft den opfattelse, at det først kan blive normalt for mig, når der en kur eller en vaccine, siger han.
John Arne Sørensen er medlem af Diabetesforeningen, som først regner med, at der kan blive lukket op for aktiviteter i august.
Et af de største afsavn er den tætte kontakt med de yngste i familien, fortæller John Arne Sørensen.
- Det er tre måneder siden, jeg kunne give mine børn og børnebørn et kram, og det savner jeg utroligt meget, siger han.
Hele situationen omkring corona har været svær at forklare for de helt små, så hans treårige barnebarn har fået at vide, at bedstefar er giftig.
- Det er måske ikke særlig pædagogisk, men det er måden, vi har klaret det på. Sidste gang vi var sammen - på behørig afstand - spurgte han: "Bedstefar, er du stadig giftig?", og det måtte jeg desværre bekræfte, fortæller John Arne Sørensen.
Mange syge er bekymrede
Karsten Pedersen er rådgiver i Diabetesforeningen, og han taler med mange bekymrede medlemmer. Ofte handler det om, at der på det seneste er blevet slækket på hensynet fra samfundets øvrige borgere.
- Hele mantraet om, at vi skulle passe på de svage, er lidt forsvundet. Men vi skal fortsætte med at spritte hænderne af og med at tage hensyn, når vi står i butikkerne. Det er det, der gør, at de her mennesker igen kan blive en del af samfundet, siger han.
Flere patientforeninger mener, at der er behov bedre hjælp og rådgivning til de sårbare grupper. Gigtforeningen oplever eksempelvis, at nogle af medlemmerne bliver ensomme og ønsker sig et netværk af ligesindede.
- Det ville være fantastisk, hvis der blev sat nogle midler af, til at vi kunne oprette Gigtvenner, så mennesker, der føler sig ensomme, kan ringe til hinanden, siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.
Også Lungeforeningen og Hjerteforeningen får mange opringninger fra bekymrede medlemmer.
Derfor går patientforeningerne på fredag til sundhedsmister Magnus Heunicke (S) for at bede om penge til ansættelse af flere rådgivere, som kan tale med medlemmer, der er nervøse for at bevæge sig ud i samfundet igen, eller som kan se frem til lang tids isolation på grund af virusset.