Tusindvis af frivillige driver de danske museer i sommervarmen: De er uundværlige

Omkring 120.000 danskere er medlem af en museumsforening, og det er det frivillige arbejde fra mange af dem, der driver værket.

Koldinghus set fra oven. Foto: Koldinghus/Knud Christensen.

De danske museer er proppet med frivillige.

På stort set alle landets museer er frivillige en uundværlig del af at holde maskineriet kørende.

- Der er på landsplan cirka 120.000 medlemmer af museumsforeninger, og af dem er en stor del aktive som frivillige. Det er alt fra bestyrelsesmedlemmer til dem, der serverer kaffe, siger Nils M. Jensen, der er direktør i Organisationen Danske Museer.

Koldinghus i Kolding er blandt de museer, der lukrerer på frivillige. Alene på Koldinghus er der tilknyttet 220 frivillige, som ledelsen kalder 'uundværlige'. Mange af dem sidder i museets systue, og en af dem er Birthe Carlsen.

Hun har været på systuen siden 2010, hvor den startede.

- Der var et opslag i ugeavisen, hvor Koldinghus søgte folk, der gerne ville sy renæssancedragter. Der regnede man med, at der kom cirka ti frivillige, men der var 52, der dukkede op. Det er jo fantastisk, siger Birthe Carlsen.

I løbet af de seneste otte år er mange kommet og gået som frivillige, mens Birthe Carlsen er blevet ved.

- Det er meget tilfredsstillende at sy dragterne og se, at de bliver brugt i forskellige sammenhænge bagefter. Det er faktisk det sjoveste, siger hun.

Frivillige bidrager med noget ekstra

Frivillige er ikke blot en stor men også en vigtig del af museumsdriften i hele landet. Det fortæller Karen Hvidtfeldt, der er lektor på institut for kulturvidenskaber på SDU.

- Ofte er det frivillige, der kan bidrage med viden om håndværk eller håndarbejde – færdigheder de museumsansatte måske ikke har og i hvert fald færdigheder, som man slet ikke lærer på universitetet, siger Karen Hvidtfeldt.

På Koldinghus føler de mange frivillige sig ikke som mindre værd end det betalte personale, selv om der er lønnen til forskel. Det fortæller Lisbeth Hinge, der er frivillig slotsfrue på Koldinghus.

- Jeg ved snart ikke, om man kan kalde det frivilligt ulønnet – vi bliver jo fuldstændig taget ind som en del af det faste personale, siger hun.

Facebook
Twitter