Unesco lokker: Nu skal Lillebælt gøres til verdensarv

Naturområdet Lillebælt skal på Unescos verdensarvsliste, lyder ambitionen i Fredericia og Middelfart.

Fredericia og Middelfart Kommune vil have Lillebælt på Unescos verdensarvsliste. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Lillebælt skal på Unescos verdensarvsliste.

Sådan lyder ønsket fra Fredericia og Middelfart kommuner, der nu er i gang med at undersøge bæltets muligheder for at komme på den eftertragtede liste.

- Vi har en unik naturperle i Lillebælt, og på grund af specielle havstrømme er der en rigtig stor biodiversitet, og vi har verdens største tæthed af marsvin, og det vil vi gerne dele med nogle flere, siger Thorbjørn Sørensen, der er miljø- og teknikdirektør i Middelfart Kommune.

Der er blot syv steder i Danmark, der er på Unescos verdensarvsliste, og det er ikke en hæder, man kommer sovende til. Det vil tage mange år og mange millioner, før Lillebælt eventuelt kan få en plads på listen, men det er klart pengene værd, mener Thorbjørn Sørensen.

- Det tænker jeg helt sikkert. Vi vil få rigtig meget viden om Lillebælt ved at lave sådan en ansøgning, og jeg er sikker på, at den viden vil vi kunne bruge til at lave nye, spændende turistattraktioner, siger han.

Begejstret borgmester

Også borgmesteren i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen (S), er begejstret over udsigten til at kæmpe for at gøre Lillebælt til verdensarv.

- Vi har en fantastisk rig natur i Lillebælt. Der er en utrolig stærk strøm, og koblet med bugter og fjorde betyder det, at der er grobund for et unikt økosystem, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Processen er indviklet, for først skal kommunerne ansøge om at komme på en såkaldt tentativliste hos Slots- og Kulturstyrelsen. Og bliver Lillebælt optaget der, kan det nomineres til verdensarv. Tentativlisten er Slots- og Kulturstyrelsens liste over potentielle emner til Unescos verdensarvsliste.

Blandt de syv steder i Danmark, der allerede figurerer på Unescos verdensarvsliste, er Nationalpark Vadehavet, der har været på listen siden 2014.

Hos Nationalpark Vadehavet fortæller sekretariatsleder Peter Simonsen, at hvis Fredericia og Middelfart kommuner tror, at de er i gang med at spinde guld, kan de godt tro om igen.

- Der kommer nogle gæster i starten, men hvis man ikke gør noget og synliggør sig, så sker der ikke noget. Og der er det værd at gøre opmærksom på, at der kommer ikke penge fra staten til at synliggøre eller udvikle et verdensarvssted – de penge skal man finde lokalt, siger Peter Simonsen.

Alligevel mener han, at det er et fornuftigt projekt, man vil sætte i gang omkring Lillebælt.

- Det er rettidig omhu, at man får sat et prædikat på, så dem, der bor her, er her og lever her, og dem, der kommer til og benytter stedet, har med i baghovedet, at det er et fantastisk område, og at vi sammen har et ansvar for at passe på det på den lange bane, siger han.

Åben for forslag

Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd Jensen ved godt, at det er en kompliceret proces at komme på den eksklusive liste, men han er sikker på, at kommunerne er klar til opgaven.

- Der skal helt sikkert ydes en indsats, og det bliver der allerede i dag. Vi har etableret Naturpark Lillebælt, og vi har en masse ting, vi kan bygge videre på. Vi har et rigt naturliv lige uden for døren, og det skal vi være bedre til at passe på, siger han.

Kulturministeriet har åbnet for forslag til UNESCOs Verdensarvsliste, den såkaldte tentativliste. Forslag skal sendes til Slots- og Kulturstyrelsen senest den 16. marts 2018.

Facebook
Twitter