Unikt initiativ: Opsøgende sygeplejersker er dedikeret til udsatte borgere

I Vejle Kommune er fem sygeplejersker ansat udelukkende til at tage sig af sårbare borgere for at øge borgernes livskvalitet.

Opsøgende sygeplejerske Maria Erlandsen (th.) hjalp Lone Schmidt, der blev afvist af sin læge, da hun klagede over smerter. (Foto: Søren Rahbek © (c) DR)

Et længere liv med mere livskvalitet.

Det var målsætningen, da Vejle Kommune for tre år siden ansatte fem sygeplejersker
til at hjælpe sårbare og udsatte borgere. De fem sygeplejersker i det opsøgende team har i dag kontakt med 350 borgere om året, og tilbuddet er så unikt, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i dag besøgte Vejle for at høre mere om teamets arbejde.

Ideen med de fem sygeplejersker er så unik, at flere kommuner har besøgt Vejle for at blive inspirerede.

Én af de borgere, der har fået hjælp, er 43-årige Lone Schmidt. Hun lider af angst og posttraumatisk stresssyndrom efter et overfald på sit arbejde på et bosted ved Vollsmose i Odense.

Det var befriende. Da vi begyndte at arbejde på de fysiske ting, jeg fejlede, var der lige pludselig plads til også at arbejde med de psykiske ting.

Lone Schmidt, patient hos sygeplejeteam

Overfaldet satte så dybe ar, at hun i dag er på førtidspension. Udover angst fik hun også mavesår og nyre- og bækkenbetændelse efter overfaldet.

Smerter blev afskrevet som psykiske

Men de smerter blev afskrevet som psykiske symptomer af hendes egen læge - indtil Lone Schmidt kom i kontakt med det opsøgende team af sygeplejersker.

- Det var befriende. Da vi begyndte at arbejde på de fysiske ting, jeg fejlede, var der lige pludselig plads til også at arbejde med de psykiske ting. Jeg begyndte at få mit liv og min værdighed tilbage, fortæller hun.

Det var den opsøgende sygeplejerske Maria Erlandsen, der havde kontakt med Lone Schmidt. Hun fortæller, at rigtig mange af de udsatte borgere rent faktisk har fysiske sygdomme, som ikke er blevet opdaget.

Vi vil gerne, at de kommer til at leve længere, og så vil vi gerne optimere deres livskvalitet.

Maria Erlandsen, sygeplejerske

- Vi finder mange ting, og vores indsats er vigtig, fordi vi ved, at de dør meget tidligere end den generelle befolkning. Vi vil gerne, at de kommer til at leve længere, og så vil vi gerne optimere deres livskvalitet, siger Maria Erlandsen.

Minister roser det opsøgende team

I dag mødte de to kvinder sundsministeren, der kun havde lovord tilovers for projektet i Vejle.

- Det opsøgende team er en vigtig måde at arbejde langt mere forebyggende på og sikre, at de borgere, der virkelig har det skidt og dårligt, også får et ordentligt tilbud sundhedsmæssigt, siger Ellen Trane Nørby.

Hun vil nu slå på tromme for, at andre kommuner tager handsken op. For der er formentlig også penge at spare for kommunerne. Der er ikke lavet en egentlig beregning, men vurderingen fra Vejle Kommune er, at der er penge at spare. Det kan nemlig være dyrere at behandle folk, der har gået for længe med en sygdom.

Ellen Trane Nørby siger, at hun ser på den menneskelig gevinst, men også at der er en økonomisk gevinst.

- Det, tror jeg, er vigtigt, når vi også skal have dialogen med de øvrigt kommuner i landet om, hvordan vi kan arbejde mere forbyggende over for vores udsatte borgere, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.