Stormflod

Vand ødelagde varer for millioner på Kolding Havn

Firmaet Svane Shipping, der har pakhuse på Kolding Havn, har mistet varer for flere millioner kroner.

Sådan så det ud på Kolding Havn i går aftes, da vandstanden var160 centimeter over det normale niveau. (Foto: Palle Peter Skov © Scanpix)

En af de store virksomheder på Kolding Havn, Svane Shipping, fik i nat ødelagt varer for millioner af kroner.

Nattens forhøjede vandstand betød, at der trængte vand ind i de pakhuse, som shipping-virksomheden har på kajen, og der blev blandt andet ødelagt flere tons træpiller.

- Det er uheldigt. Det er varer, som vi opbevarer for mange af vores kunder, siger administrerende direktør Jesper Hansson.

Han forklarer ellers, at virksomheden har forberedt sig siden tirsdag og har samarbejdet med myndighederne og taget de fornødne forholdsregler.

Men lige lidt hjalp det.

- Vi blev angrebet fra to sider, fra havnebassinet og fra Kolding Å. Så det var svært at gøre ret meget, fordi man ikke rigtigt kunne pumpe vandet nogle steder hen, siger Jesper Hansson.

Vandet står på nuværende tidspunkt 20-30 centimeter inde i selve pakhuset, hvilket betyder at træpillerne er blevet til ubrugelig grød.

Derfor bliver firmaet nødt til at smide de fleste træpillerne ud, selvom de indtil i nat var millioner af kroner værd.

- Herinde ligger der cirka 2000 tons træpiller, som selvfølgelig repræsenterer en stor værdi. Men træpiller, der er vand i, kan du faktisk ikke bruge til noget overhovedet, siger han.

Facebook
Twitter