Var din brandert en udstilling værdig? Museum leder efter de bedste fester

Gik du i byen i Vejle mellem 1990 og 2010, kan det være, at din brandert kan blive udstillet.

Sådan så der ud på diskotek Buddy Holly i Frederikshavn tilbage i 2006. Og den her type billeder savner Kulturmuseet i Vejle, som leder efter byens bedste branderter fra 1990 til 2010. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Har du stadig det askebæger, du huggede på Crazy Daisy i Vejle tilbage i 90’erne, eller har du af uransagelige årsager gemt et DKBN-billede fra Tartan Pub, da byturen peakede, så vil Kulturmuseet i Vejle gerne have fat i dig.

Museet har nemlig sat sig for at indsamle minder fra byens bedste branderter i perioden 1990 til 2010.

- Fortællingen om vores fritids- og forlystelsesliv i den periode mangler vi. Både på museum, men også generelt i dansk kulturhistorisk skrivning. Der fokuserer man sjældent så langt op i tiden, man kan godt lide, at det er et par generationer væk, siger Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør hos Kulturmuseet i Vejle.

Hvordan så der ud på Crazy Daisy?

Et af de steder Rasmus Skovgaard Jakobsen håber der kan komme billeder og minder fra, er fra det, han selv kalder ’selve materialiseringen af ungdomsliv i provinsen i 90’erne’ – nemlig diskoteket Crazy Daisy.

Diskoteket, der udviklede sig til en diskotekskæde, og som stadig lever i bedste velgående, opstod i Vejle, hvor det lå fra 1991 til 2007, mens det bredte sig til andre byer.

- Jeg har selv været på Crazy Daisy og gået i byen i Vejle som ung, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan der så ud, det har jeg været for fuld til, siger Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Før 1990 hed kongen af Vejles byliv Moulin Rouge – eller Røde Mølle. Det lukkede i 1990. Se et kort klip fra stedet herunder.

Museet vil gerne høre vejlenserne, hvor de gik i byen, hvad de drak, hvilke numre der var stensikre på playlisten og meget andet.

- Hvis man har billeder af forfesten, dansegulvet eller lignende, så send dem ind. Og har du 'lånt' et askebæger, en kuglepen, et ølglas eller andet, så vil vi meget gerne have det til vores samlinger, siger Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Claus og den røde Cadillac

En af hovedpersonerne i bylivet i Vejle i 90'erne var Claus Krøyer. Det var nemlig ham, der sammen med en kammerat startede Crazy Daisy.

- Hold nu kæft, hvor var det en sjov tid, siger han.

- Vi startede, fordi vi syntes, det var røvsygt at gå i byen i Danmark. Vi syntes, vi satte barren helt vildt meget højere, end det vi var vant til. Folk talte tit om, at de ikke havde råd til at tage i byen, men vores opgave var at sørge for, at de fik en oplevelse, så de blev nødt til at få råd, siger Claus Krøyer.

  • Claus Krøyer i den røde Cadillac, der blev brugt, hver gang Crazy Daisy åbnede et nyt diskotek. Han mener selv, at billedet må stamme fra 1991 eller 1992. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Claus Krøyer i seler til venstre på et billede, som han selv mener stammer fra åbningsaftenen på Crazy Daisy i Vejle. Han er i hvert fald sikker på, at det er fra Vejle og i 1991 - det kan han se på sit outfit og på loftet i rummet. Privatfoto.
1 / 2

Han husker, at han altid sad i en rød Cadillac, når de åbnede i en ny by og lavede optog på gaderne uden at have spurgt politiet om lov først.

- Vi ville skabe en oplevelse, ikke bare sælge drinks. For så syntes vi, at en drink til en 50’er blev prisen værd. Jeg synes, vi vænnede nattelivet til, at man gik ind og fik venner for livet i stedet for bare at gå ind og drikke sig fuld.

Forfesten var vigtig

Det, Rasmus Skovgaard Jakobsen fra Kulturmuseet i Vejle selv husker fra sine byture, er, hvor meget man gik op i at ’ramme’ forfesten rigtigt, så man hverken tog for tidligt eller sent i byen, men var der på det helt rigtige tidspunkt med den helt rigtige promille.

- Og hvis der blev taget billeder, var det DKBN, der kom. De havde en tendens til at favorisere kvinderne, synes jeg. I dag fyrer man jo bare snaps af til højre og venstre, når man er i byen, men sådan var det jo ikke dengang, siger han.

Du kan bidrage til samlingen af minder via dette link.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter