Varme tanker og lækker mad sendes til knoklende læger og sygeplejersker

Flere restauratører sender kærlige hilsner til sygehusene og deler gratis mad ud.

Der bliver lavet masser af mad til læger og sygeplejersker på Michelin-restauranten Gastromé i Aarhus.

Der er lige nu nærmest kø for at bakke op om det arbejde, som sygeplejersker, læger og andre inden for sundhedssektoren er i gang med.

Mens mange af os mere eller mindre frivilligt har måttet geare ned på jobbet eller har rykket arbejdet hjem til spisebordet, kan personalet på sygehusene se frem til travlhed i den kommende tid.

Og det er der efterhånden mange, der gerne vil påskønne.

Forleden inviterede michelin-kokkene Søren Jakobsen og William Jørgensen, der ejer restaurant Gastromé i Aarhus, 150 coronahelte på mad. Mange af råvarerne var købt ind til middage, som kunderne havde aflyst på grund af coronasituationen. Det kom blandt andet personalet på sygehuset i Skejby til gode.

Rørt sygeplejerske modtog Michelin-mad

- Vi er superglade for, at der er nogle, der tænker på os. Jeg er faktisk lidt rørt over det, sagde sygeplejerske Sidsel Koefod, da hun hentede lækkerier til sig selv og kollegerne på afdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Men det skal være dem vel undt.

- Lige nu er de i skudlinjen, og det er en ekstrem situation. Det er nogle, man tænker på, og når vi kan sende lidt mad derud, er det bare super, siger kok Søren Jakobsen.

Gratis pizzaer flere steder

Det er ikke kun gastronomer fra øverste hylde, der tænker på personalet på sygehusene. Flere steder i landet langer blandt andre pizzeriaer gratis mad over disken til læger og sygeplejersker.

Det gælder for eksempel hos Korup Pizza i det nordvestlige Odense. Her slog ejeren op på Facebook, at der er gratis pizza til læger og sygeplejersker fra Odense Universitetshospital frem til den 30. marts.

- Jeg er glad for at hjælpe folk, og det var derfor, jeg fik den idé, fortæller Metin Ercaliskan, som er indehaver af Korup Pizza.

Metin Ercaliskan har et godt tilbud til (nogle af) de ansatte på OUH. (Foto: Anne Mette Thrane © dr)

Selvom pizzeriaet primært har modtaget positive kommentarer på Facebook-opslaget, er der også folk, der spørger, hvorfor andre faggrupper som for eksempel sosu-assistenter ikke også skal have gratis pizza.

- Lige nu er det kun til sygeplejersker og læger, men efter 14 dage kan det måske være, at jeg laver et godt tilbud til andre, der knokler for os, siger Metin Ercaliskan.

Politiet sagde 'nej tak' til pizza

I Vejle har Kaan's Pizza og Grill et lignende tilbud, der til at begynde med også omfattede politiet, men det sagde ordensmagten pænt 'nej tak' til. Politiet må ikke modtage ting, der er gratis.

Kaan Emre Kaya driver pizzeriaet sammen med sin far, og han har svært ved at spå om, hvor mange gratis pizzaer, der skal bages.

Kaan Emre Kaya driver sammen med sin far, Fatih Kaya, en pizzabar i Vejle, og deler gratis pizzaer ud til læger og sygeplejersker. (Foto: Anne Kathrine Steengaard © dr)

- Vi må se, hvordan det kommer til at gå, men vi har fået en kæmpe lovestorm fra folk, som synes, det er en god idé og bakker os op. Det føles rigtig godt, at alle prøver at hjælpe, som de kan. Det er bare rart, at vi kan holde sammen, siger Kaan Emre Kaya.

Sammenholdet kan også ses på restaurantens Facebook-side. Her lover en elektriker at fikse installationerne, hvis de skulle gå i stykker, og der er også gratis dæk til firmaets udbringningsbil.

I går fredag kunne Vejle Amts Folkeblad fortælle, at pizzeriaet indtil videre har udleveret mere end 100 pizzaer til læger og sygeplejersker.