Vejle Kommune vil gøre op med kæmpe kolonihavehuse – kan ende i nedrivninger

Kæmpestore kolonihavehuse fylder i Vejle Kommune, men risikerer at blive revet ned i fremtiden.

Store huse på mere end 100 kvadratmeter i kolonihaver kan være fortid i Vejle Kommune. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix/Arkiv) (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Kolonihavehuse på mere end 120 kvadratmeter, der har mere tilfælles med et parcelhus end et hyggeligt havehus, er noget, de kender til i Vejle Kommune.

Her har mange af kolonihaveejerne i årevis set stort på reglerne om maksimalt 30 kvadratmeter store huse, og det har de gjort uden at reglerne er blevet håndhævet.

Men det kan snart være slut. I går sendte teknisk udvalg i Vejle Kommune nogle nye lokalplansforslag videre til økonomiudvalget, som på den ene side skal gøre det nemmere for kolonihaveejere at have større huse, men også kan blive dødsstødet til de allerstørste af husene.

- Man vil gøre mange kolonihavebebyggelser lovlige på den her måde, og så er der så dem, der stadig ikke er lovlige, dem vil man gøre noget ved, siger Erik Junge Madsen, der er projektleder i Vejle Kommune og i de seneste to år udelukkende har arbejdet med, hvad der skal ske med kolonihaverne i kommunen.

I forslaget til en ny lokalplan vil kommunen give lov til op til 80 kvadratmeter bebyggelse inklusiv udhuse, men der er altså stadig huse, der er væsentligt større.

Kan ende i nedrivninger

Problemet er set fra kommunens side, at det er imod haveforeningernes ånd, hvis området bliver fyldt med parcellignende villaer, som også vil gøre det økonomisk umuligt for mange at blive kolonihaveejere.

Ejerne af de for store huse vil kommunen så i dialog med i forbindelse med en høringsfase, siger Erik Junge Madsen. Måske kan der findes nogle kompromisser, men det er næppe hos alle, siger han.

- Der er bebyggelser, der er så store, at det vil være svært at give en dispensation. Det siger sig selv, at man ikke kan give en dispensation til huse på 120-150 kvadratmeter, hvis det er godkendt til 80 kvadratmeter, siger Erik Junge Madsen.

Og hvis man ikke kan finde en løsning i mindelighed, så giver planloven, hvis lokalplanen bliver endeligt vedtaget, mulighed for at kommunen kan tage sagen i egen hånd.

- Det næste skridt er en fysisk lovliggørelse, og det kan ende med, at man skal rive ned, så det passer til bestemmelserne. Og det får selvfølgelig konsekvenser for nogle, det er helt klart, siger Erik Junge Madsen.

Byrådspolitiker har selv bygget for stort

En af dem, der har et for stort kolonihavehus på over 80 kvadratmeter er en, der burde have godt styr på reglerne.

Allan Pedersen er nemlig medlem af Vejle Byråd for SF, men derudover er han også talsmand for den haveforening i byen, der hedder Borchsminde.

Han erkender, at han har bygget for stort og har gjort det med åbne øjne. Men det tager han nu ikke så tungt.

- Går den så går den. Det er jo mange år siden.

Du er jo byrådsmedlem og kender reglerne, var det ikke oplagt for dig at gå forrest som det gode eksempel og regulere størrelsen på dit hus?

- Jo, det er det umiddelbare svar, men vi håber på dispensationer herude, men fremadrettet vil vi overholde reglerne, siger Allan Pedersen.

Allan Pedersen er talsmand for haveforeningen Borchsminde i Vejle Kommune, og så er han medlem af byrådet for SF. Hans eget kolonihavehus har han bygget for stort i forhold til reglerne. (Foto: © PRIVATFOTO)

Og fordi Allan Pedersen ikke selv overholder reglerne, vil han heller ikke rundt og stemme dørklokker for at få de andre i foreningen til at overholde dem.

- Så kan jeg jo ikke gå og sige til folk, at de kun må bygge 30 kvadratmeter, når de ved, at ham, de står og taler med, selv har overtrådt loven på det skammeligste, siger han.

Vil søge et kompromis

I stedet håber Allan Pedersen på, at man kan lave et kompromis, hvor eksisterende bebyggelser får lov at stå, mens man i fremtiden ikke vil bygge større end det tilladte.

Der er dog et godt stykke vej endnu, før en eventuel håndhævelse af reglerne kommer i spil.

Først skal lokalplansforslaget forbi økonomiudvalget og byrådet i kommunen, og så er der offentlig høring, hvor der ventes mange høringssvar fra kolonihaveejerne.

Formanden for teknisk udvalg i Vejle Kommune, Gerda Haastrup Jørgensen fra Venstre, håber at situationen kan løses i nogenlunde mindelighed.

- En ting er størrelsen på husene, noget andet er, at der er nogle brandforhold, der ikke er i orden. Der er flere forhold, der gør, at man er nødt til at kigge på det. Men hvordan vi kommer til at håndhæve, hvis det bliver godkendt, det ved vi ikke endnu, siger hun.