Venligboer udsat for trusler og verbale overfald

På en togtur blev Malene Storm overfuset af en medrejsende, fordi hun hjælper flygtninge.

Nogle af de venligboer, der hjælper flygtninge, er blevet udsat for verbale overfald og trusler.

Flere venligboer, der hjælper flygtninge, oplever at få trusler og skældud på grund af deres frivillige engagement med at hjælpe flygtninge.

Malene Storm, der er medlem af Venligboerne Kolding, oplevede i foråret på egen krop, hvordan folk reagerer negativt på hendes frivillige arbejde.

Under en togtur overfusede en medpassager hende, og derfor er hun nu meget forsigtig med at fortælle til fremmede, at hun hjælper flygtninge.

- Jeg er nødt til at gøre mig nogle tanker om, hvor synlig skal jeg være i mit arbejde, fordi jeg har en familie herhjemme at tænke på, siger hun og fortsætter:

- Det had, jeg havde lagt mærke til på nettet, var lige pludselig had, som var virkeligt, og som sad lige ved siden af mig.

Bo Andreasen fra Venligboerne i Hedensted oplevede, da han var formand i den lokale cykelklub i Dragør, at et af medlemmerne meldte sig ud, fordi Bo Andreasen var med til at sponsorere en talentfuld cykelrytter, der var flygtning.

- Jeg blev meget overrasket over, at man som menneske kunne være så snæversynet, siger han.

Venligboerne er organiserede over hele landet i Facebook-grupper og er nu oppe på flere end 150.000 medlemmer.