Ventetider til hjælp mod barnløshed stiger markant: Enten venter man - eller også betaler man

Over hele landet er ventetiden for fertilitetsbehandling i det offentlige blevet længere.

Karoline Vagtborg Fogtmann og hendes kæreste Mathias Wortmann venter nu barn, efter at de har været hos en privat fertilitetsklinik. Der var simpelthen for lang ventetid hos det offentlige, mente de.

26-årige Karoline Vagtborg Fogtmann og hendes kæreste Mathias Wortmann har altid drømt om at blive unge forældre.

Men at vejen dertil skulle bestå af otte måneders forundersøgelser og to fejlslagne forsøg på at komme i behandling hos en offentlig fertilitetsklinik, havde de ikke forestillet sig.

Ventetiderne til at få hjælp med at få børn er nemlig steget kraftigt under coronakrisen.

- Vi mødte et personale, der ikke havde kapacitet eller overskud til at tage imod os eller andre par, siger Karoline Vagtborg Fogtmann, der er fra Vamdrup nær Kolding.

- Det har været den største kamp, jeg nogensinde har prøvet, siger hendes kæreste Mathias Wortmann.

Hør Karoline og Mathias fortælle om deres oplevelse i videoen herunder.

Landets otte offentlige fertilitetsklinikker har under coronakrisen taget imod godt 25 procent færre kvinder end normalt. Det viser en rundspørge, DR har foretaget.

Blandt andet fordi klinikkerne i foråret 2020 lukkede delvist ned og afgav personale til coronaberedskabet.

Det har givet pres på fertilitetsklinikkerne og mange måneder lange ventelister.

Lang ventetid - blandt andet på OUH

På Odense Universitetshospital, hvor Karoline og Mathias i første omgang modtog behandling, erkender overlæge Jens Fedder, at man kan have oplevet presset og travlt personale, især under første del af nedlukningen, hvor der var mange sendt til oplæring i at passe coronapatienter.

- Fra man bliver henvist, til man kommer til forundersøgelse, der går nok i hvert fald fire måneder. Og når man har været til den, så går der nok ligeså lang tid igen, før man kan begynde at melde sig til behandling, siger han.

Det seneste år har afdelingen behandlet 33 procent færre kvinder end normalt.

I Odense skyldes det især, at personalet blev sat i sving på coronaafsnittene.

- Sygeplejersker, der tidligere har arbejdet med respiratorer, blev taget ud for at være rustede til at kunne indgå i et beredskab, og nogle af bioanalytikerne blev taget ud for at lave podninger, siger Jens Fedder.

Det samme gør sig gældende på Fertilitetsklinikken i Skive. Her er ventetiden steget fra 6-7 uger sidste år til 18 uger, fortæller klinikchef Helle Elbæk.

- Vi har været nødt til at have en forholdsvis stor andel af vores personale udlånt til coronaberedskabet, siger hun.

Enten venter man - eller også betaler man

Den lange ventetid betyder typisk en af to ting for de kvinderne, der går og venter på behandling. Enten udskyder de deres fertilitetsbehandling, eller også vælger de at besøge en privat fertilitetsklinik.

Det sidste gjorde 26-årige Karoline Vagtborg Fogtmann. Det virkede, og i går var hun så til en vellykket nakkefoldsscanning.

- Der var otte måneders ventetid udelukkende for at komme til et infomøde i det offentlige. Det er bare frustrerende at være i, og jeg er ovenud lykkelig for, at vi havde midlerne til at gå videre i det private, siger hun.

Prisen for tre behandlinger hos IVF Syd, hvor Karoline Vagtborg Fogtmann blev behandlet, er 42.000 kroner. Det kan løbe op i 100.000 kroner med diverse tilkøb.

Ikke alle kan gå til det private

Hos Dansk Fertilitetsselskab håber man, at ventetiderne kan reduceres til et mere normalt niveau på den anden side af sommeren.

For selv om nogle har muligheden for at benytte sig af en privat klinik, er det ikke alle, der har økonomien til den løsning.

Det betyder, at der vil blive født færre børn, der er undfanget ved fertilitetsbehandling i 2021, vurderer Janni Vikkelsø Jeppesen, der er bestyrelsesformand for Dansk Fertilitetsselskab.

- Jeg tror, at både det offentlige og det private havde forventet et boom af patienter, der var rykket fra offentlige til private klinikker, men sådan et boom har der ikke været, siger Janni Vikkelsø Jeppesen.

Antallet af nyfødte babyer via fertilitetsbehandling i 2019 lød på 6.429 børn - det udgjorde 10,5 procent af alle nyfødte børn i Danmark det år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk