Vi elsker krimier på tværs af køn og alder: 'Folk leder efter underholdning, mere end de leder efter meningen med livet'

Hver tredje dansker foretrækker krimi-genren, når de læser bøger. Det viser ny kulturvane-undersøgelse.

31 procent af danskerne peger på kriminalromaner som deres foretrukne form for skønlitteratur. (Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Blå blink, blodige drab og betjentene, der opklarer det hele. Det er noget, vi danskere kan lide - i hvert fald hvis det foregår på siderne i en bog.

Krimi-genren er den klart mest populære form for skønlitteratur i Danmark. Det slår en ny kulturvaneundersøgelse fra Danmarks Statistik fast ud fra det første kvartal af 2019, hvor hver tredje dansker peger på netop krimien som foretrukken.

- Det gør det til den mest populære genre - og det er jævnt fordelt ud over hele befolkningen. Det gælder på tværs af geografi, køn, uddannelse og aldersgruppe, siger Agnes Tassy, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

- Kun unge under 25, ældre over 75 og folk med meget lange uddannelser har andre foretrukne genrer, men dog med krimi som en tæt konkurrent.

Alvorlige emner gemt i underholdning

Årsagen til, at så mange mennesker med forskellig baggrund bliver draget til kriminalromanerne, finder man i deres enkelthed, mener litteraturformidler Cecilia Marini fra Fredericia Bibliotek.

- Folk leder ofte efter underholdning, mere end de leder efter meningen med livet. Det får de i krimien. Og så formår den ofte samtidig at berøre mange af de alvorlige emner tæt på vores allesammens liv som sorg, kærlighed og work-life-balance, fortæller hun.

Desuden appellerer krimien også bredt, fordi den er hurtigere og lettere læst end mange andre bog-genrer.

- Det er simpelthen noget i hjernen, der gør, at vi læser dem hurtigere, fordi vores hjerne gerne vil finde ud af, hvem der begik forbrydelsen, siger Cecilia Marini, som sammenligner fænomenet med letfordøjelige tv-serier.

'Hvad nu hvis...'

Netop at læse sig hurtigt gennem en krimi for at finde frem til morderen, kender Elisabeth Larsen fra Kolding alt til. Hun er flittig krimilæser og kan sagtens komme igennem sådan en på en dag, hvis den er rigtig god.

- Det er jeg elsker ved krimi er plottet. Det er aldrig lige ud af landevejen, selvom det er letlæseligt. Jeg er vokset op med bøger, hvor nogen mødes, forelsker sig, skilles og mødes igen – helt forudsigeligt. Der er krimien mere uforudsigelig, fortæller hun.

Elisabeth Larsen har også et bud på, hvorfor så mange forskellige mennesker kan samles om krimien. Det er i hvert fald sådan hun har oplevet det hos sig selv og i sin omgangskreds.

- Alle kan relatere til tanken: "Hvad hvis det var mit barn, min onkel, mit barnebarn?" Der bliver ligesom kradset i overfladen af noget farligt, uden at man selv bliver berørt. Man får det lille gys af ’hvad nu hvis’ uden at man skal forholde sig til noget dybere, siger hun.