Voldsramte Jacob har fået erstatning efter næsten fire års venten: 'Jeg tjekker hver dag, om pengene stadig er på kontoen'

Trods flere ressourcer til Erstatningsnævnet tager det stadig lang tid at få behandlet erstatningssager.

Jacob Knudsen fra Kolding blev overfaldet i august 2015. Først nu har han fået erstatning for mistet indtægt samt svie og smerte.

På bordet ved siden af Jacob Knudsens hvilestol står en spritny kaffemaskine.

Den har han købt for at fejre, at ventetiden på at få erstatning for et overfald endelig er slut.

Tre år og ti måneder har han ventet på pengene.

Det var hans advokat, som fortalte, at der var kommet en foreløbig erstatning på tre millioner kroner for mistet indtægt og for svie og smerte.

- Og så tænker folk, at man vil juble. Men jeg sagde til advokaten, at jeg vil se beløbet på min konto først, fortæller 52-årige Jacob Knudsen fra Kolding.

Først da pengene blev overført, turde Jacob Knudsen tro på, at ventetiden endelig var ovre. Og familien fejrede det med to ting.

- Vi tog ud at spise på en restaurant. Fantastisk! Og så købte vi en kaffemaskine. Det repræsenterer noget, vi bruger og ser på hver dag, fortæller Jacob Knudsen.

Blev overfaldet under en bytur

Overfaldet skete en varm sommeraften i Kolding den 15. august 2015.

Jacob Knudsen var i byen for at få et par øl med nogle venner, da han og kammeraterne helt umotiveret blev overfaldet af en flok på 10-15 unge.

Det gik værst ud over Jacob. Han fik knust sit ben. Flere knogler i ankel og skinneben brækkede og blev knust, og nerverne satte sig i klemme.

Han er blevet opereret adskillige gange, men han kan stadig ikke gå mere end 100 meter. Derfor står den nye kaffemaskine ved siden af stolen i stuen.

To af overfaldsmændene blev fundet og dømt, men Jacob Knudsen kunne ikke gå efter overfaldet, og han mistede sit arbejde som salgschef i et medicinalfirma.

- Det var den dag, livet blev vendt på hovedet og har været det lige siden, fortæller Jacob Knudsen i dag.

Erstatningsnævnet har fået flere ressourcer

Han vidste, at han kunne søge penge hos Erstatningsnævnet for voldsofre, men der gik et, to, tre og altså næsten fire år, før pengene rullede ind på kontoen.

Det er sagsbehandlingstiderne i nævnet, som er steget over de seneste år. De seneste tal er fra december 2018, hvor det i gennemsnit tog 285 dage at komme frem til en afgørelse.

Blandt andet på grund af Jacob Knudsens sag blev der i efteråret 2018 flyttet medarbejdere over i Erstatningsnævnets sekretariat for at få tygget sig igennem de ældste sager.

Derudover vedtog et enigt folketing i foråret at fordoble antallet af ansatte i nævnet.

Målet er, at sager om erstatninger til voldsofre i fremtiden kan afgøres i løbet af i gennemsnit 100 dage.

SF's retsordfører Karina Lorentzen fra Kolding vil holde justitsminister Nick Hækkerup (A) op på det mål.

- Har man fået ansat flere medarbejdere, og hvad er tidsperspektivet i at få nedbragt sagsbunkerne og sagsbehandlingen. Det synes jeg virkelig, vi skylder ofrene i de her sager, siger Karina Lorentzen til DR P4 Trekanten.

- Det er ikke en måde at behandle voldsofre på

Jacob Knudsen skal betale skat af hovedparten af de tre millioner kroner.

Men selv om han er glad for, at erstatningen nu står på kontoen, har ventetiden været lang og svær. Og hans trængte økonomi de seneste fire år har virket som en ekstra straf oven i de smerter og handicap, overfaldet gav ham.

- Det er ikke den rigtige måde at behandle voldsofre på, for hvordan skal man have overskud til begge dele, spørger Jacob Knudsen.

Han tjekker dagligt kontoen, for at se, om pengene stadig er der.

- Det er bare en fantastisk oplevelse at kunne gå ind på sin konto, og se, at der ikke længere er underskud.

Facebook
Twitter